Fortsæt til indhold

Randers får alligevel del i millionpulje

Den uventede udvikling bliver af indenrigsministeren kaldt »vigtig.«

Randers
Emil Gjerding NielsonJP Randers

Randers står alligevel til at få del i et milliontilskud fra staten, det bekræfter Anne Hjortshøj (S), byrådsmedlem og formand for landdistriktsudvalget overfor JP Randers, og det skriver Randers Amtsavis.

Det sker, selvom det tidligere i år så ud til, at Randers Kommune ville miste sine LAG-midler til fordel for Frederikssund Kommune.

»Leverpostejen bliver smurt en lille smule tyndere ud,« siger Anne Hjortshøj, fordi det nu ser ud til at både Randers og Frederikssund Kommune vil få del i LAG-midlerne, i stedet for kun den ene af kommunerne.

»Vi vil gerne fastholde kontinuiteten. Vi vil derfor fastholde Randers i ordningen ud fra en betragtning om, at det er vigtigt at forsætte arbejdet,« siger indenrigsminister Kaare Dybvad (S) til Randers Amtsavis.

Randers Kommune vil nu modtage ca. 7 millioner kroner i erhvervsstøtte fordelt over fem år fra 2023-2027.

»Jeg er super, super glad. Det er så vigtigt for vores landdistrikter. Kommune må ikke støtte erhvervsprojekter, men det kan LAG, som har sørget for at få over 40 jobs i kommunen,« siger Anne Hjortshøj.

Randers Kommune har siden 2015 skabt næsten 40 arbejdspladser i landområderne med støtte fra LAG-midlerne, som løber op imellem 1,5 millioner kroner og to millioner kroner årligt.