Fortsæt til indhold

Trafikkaos på Viborgvej: Politikere vil diskutere løsninger for at afhjælpe problemet

Flere politikere erkender, at 'tragt' ved Viborgvej er et problem. Nu kommer det på dagsordenen. Der er ingen nem løsning, lyder det.

Randers

Der ER et problem med trafikafviklingen omkring Viborgvej, Fladbrovej og alle de omkringliggende veje. Det erkender alle de folketingspolitikere og byrådspolitikere, som Din Avis har kontaktet, for at høre deres bud på en løsning i området.

Flere beboere på Parkvej har i Din Avis påpeget, at de allerede nu i myldretiden morgen og eftermiddag må svinge opad og bruge lyskrydset Bakkevej som en mulighed for at komme ind mod byen. De kan altså heller ikke krydse to spor i fremtiden, uden at der kan forekomme farlige situationer.

Derudover klumper bilerne sig sammen netop omkring Parkvej og venstresvingsbanen mod Fladbrovej, når blandt andet alle bilisterne fra Langå, Stevnstrup og Over Hornbæk skal hjem igen. Det betyder, at bilister der skal i retning mod motorvejen og Viborg ikke kan komme forbi.

Vejdirektoratet eller Randers Kommune har umiddelbart kun tænkt sig at kigge på en løsning i forhold til lyskrydset mellem Flabrovej, Bakkevej og Viborgvej. Men man vil ikke kigge på en løsning for sidevejene. Det viser en aktindsigt som Din Avis har foretaget hos Randers Kommune.

Viborgvej tages op

Nu vil Bo Vestergaard (K) og Jens Peter Hansen (V) tage sagen op til næste møde i Miljø-og Teknikudvalget, der foregår i starten af maj. De er begge byrådsmedlemmer og medlem af Miljø-og Teknikudvalget.

»Jeg vil sætte emnet på dagsordenen i Miljø-og Teknikudvalget, hvor vi vil få en redegørelse og her vil jeg opfordre til dialog med de berørte parter. Vi politikere skal lytte til borgerne og deres problemer. Men borgerne kan og skal ikke løse problemet. Det ansvar påhviler Vejdirektoratet og Randers Kommune. Gensidig dialog vil her også her kunne skabe den bedste løsning. En løsning, hvor vi som borgere og kommune får bedst trafikafvikling for pengene,« siger Bo Vestergaard (K).

»Overordnet bør spillereglerne ændres, når vi som her har to vejmyndigheder for et trafikalt sammenhængende område. Konkret - ud over at langt flere tager cyklen, så antallet af biler reduceres - kan jeg ikke få øje på en smart løsning, som alle vil være glade for. Benyttelse af Lykkegårdsvej er nok løsningen med det bedste forhold mellem glade og sure borgere. Lykkegårdsvej-løsningen bør suppleres med en forbindelse fra Parkvej til Oust Møllevej,« siger Jens Peter Hansen (V).

Han henviser til åbningen af en sidevej mellem Parkvej og Bakkevej, der i dag er lukket. Det vil kræve få meters asfalt at forbinde de to veje. Men vil samtidig betyde, at Lykkegårdsvej og Bakkevejs beboere frivilligt skal give lov til, at biler må køre igennem på deres veje, da der er tale om to private fællesveje.

Ikke nem opgave

Det er ikke nogen nem opgave og ville også betyde, at Vejdirektoratet og Randers Kommune skulle lukke for biler på Parkvej ud på Viborgvej , enten helt eller delvist. Altså et frivilligt samarbejde mellem borgere, kommunen og Vejdirektoratet - på én gang.

Enhedslistens Frida Valbjørn Christensen, der også sidder i udvalget, er primært bekymret for trafiksikkerheden, når bilister fra Parkvej i fremtiden skal krydse to spor i stedet for et.

»Enhedslisten er generelt ikke glade for at løse trafikale situationer med flere penge, men vi vil gerne kigge på bedre løsninger og det vil jeg undersøge nærmere,« lyder det fra Frida Valbjørn Christensen. Enhedslisten går ikke ind for mere privatbilisme, men foretrækker offentlig transport, derfor forbeholdet.

Fladbrovej kigges der på

Der ér en dialog i gang med Vejdirektoratet fra kommunens side, understreger borgmester Torben Hansen (S), da Din Avis spørger til, hvad kommunen konkret har foretaget sig i sagen.

Borgerne i området kan ikke løse problemet. Indtil videre vil Vejdirektoratet og kommunen heller ikke. Hvad skal der i dine øjne til, for at lave en smart løsning på Viborgvej og sidevejene?

»Viborgvej er en af Randers smertensbørn med den stigende trafik på vejen. Der er ikke et quickfix og en løsning nu og her. Jeg har forstået på min forvaltning, at man især er i dialog om, at forbedre venstresvingskørslen fra Viborgvej mod Fladbrovej,« siger Torben Hansen til Din Avis.

Udstykninger i stor stil

Randers Kommune har nikket ja til udstykninger i stor stil i Hornbæk og Stevnstrup. Det betyder en stor trafikmængde ind mod byen på Viborgvej. Hvorfor overlader man det til Vejdirektoratet, at løse de trafikale problemer, som kommunen delvis selv har skabt?

»Jeg er glad for, at Vejdirektoratet løser udfordringer på motorvejen og gør klar til tre spor, det vil jeg understrege. Jeg er med på, at vores udfordring er, at der kommer flere biler til og at vi får mere bosætning. Nu er det sådan en gang sådan det er, at vores bosætning har vækstet i det område. Det er rent historisk, at Viborgvej er en statsvej og det ønsker vi jo heller ikke at ændre, uanset hvilke udfordringer det giver,« siger Torben Hansen (S).

Hans konservative byrådskollega er ikke helt enig.

»Det er jo dejligt, at Randers Kommune udvider med flere borgere, der giver vækst og velstand til byen. Det giver omvendt nogle udfordringer bl.a. med infrastrukturen. Viborgvej er en statsvej. Det er både godt og skidt. Godt, fordi staten dermed er med til at betale for udvidelse og vedligeholdelse af et stykke vej og så slipper skatteborgerne i Randers. Skidt, fordi Randers Kommune har mindre indflydelse på den endelige løsning. Vejdirektoratet er jo kun interesseret i at løse deres del og kigger ikke på helheden i området,« erkender Bo Vestergaard (K).

Jens Peter Hansen (V) er som ivrig fortaler for cyklismen trods alt glad for, at der er en løsning for cyklisterne.

»Den firehjulede trafik overlader vi til Vejdirektoratet, eftersom de er vejmyndighed for Viborgvej. Hvad angår cyklerne, så har vi etableret Hvidemølleruten, så borgere fra Hornbæk-området hurtigt og fredeligt kan cykle til og fra Randers C. Vi arbejder på at få optimeret cykelforbindelsen fra Stevnstrup ved at lade cykelrute 29 følge Stationspladsen og derefter over DSB areal til Skovbrynet, ligesom vi har en hænger med at få gjort markvejen over Hornbæk Enge brugbar som cykelpendler rute, så vi friholder stien langs Gudenåen for pendler trafik.

Netto venter på dialog

Din Avis har spurgt Salling Group, der ejer Netto på Viborgvej, hvordan man forholder sig til en udvidelse af Viborgvej, lige uden for deres forretning. Jacob Krogsgaard Nielsen, der er Press Manager i Salling Group, der står bag Netto på Viborgvej, har sendt følgende e-mail-svar:

»Vi ønsker naturligvis at værne om de bedst mulige til- og frakørselsforhold til vores butik på Viborgvej, således vores butik er lettest tilgængelig for alle uanset transportform. Derfor har vi da også en forventning om, at Vejdirektoratet og kommunen inviterer os og de mange omkringliggende boligejere ind til dialog.«

Ifølge aktindsigten til Din Avis og det materiale fra Vejdirektoratet, som er tilgængelige for alle på internettet, så tyder intet på, at Salling Groups ønske om yderligere dialog, er noget som hverken Randers Kommune eller Vejdirektoratet har planlagt.

Intet synligt folketingspres

Din Avis har også talt med tre folketingsmedlemmer, der folkevalgt i Randers. Michael Aastrup Jensen (V) og Malte Larsen (S) har begge tidligere bedyret, at de vil rejse sagen. Indtil videre tyder det ikke på, at det har ændret noget.

Nick Zimmermann (DF) fortæller, at han har rejst sagen overfor Transportministeren, men at der umiddelbart ikke er nogen velvilje at spore. Han erkender, at en mulig løsning på dele af trafiksituationen Viborgvej kunne være noget, der ’ikke koster alverden’, men som kræver politisk pres.

»Der er ikke nogen velvilje fra hverken Socialdemokratiet, eller Venstre, der er ikke nogen der hjælper mig i denne sag, det er brandhamrende ærgerligt,« mener folketingspolitikeren fra Dansk Folkeparti, der ligesom Malte Larsen er medlem af transportudvalget.

Din Avis har spurgt Transportministeren, om han har hørt fra de tre randrusianske folketingsmedlemmer og hvordan han forholder sig til sagen. Han er endnu ikke vendt tilbage.