Fortsæt til indhold

Dronningen fik Randers på den anden ende

Folkemængderne flokkedes om Dronning Margrethe, da hun besøgte Randers. Vi har samlet fotos fra dagen.

Randers

Utallige børn og voksne fik set Dronning Margrethe fra hendes pæne side, da hun torsdag i sidste uge charmerede Randers og opland en hel dag.

Og hvilken dag det blev for alle de fremmødte.

Først spottede adskillige skibe Kongeskibet Dannebrog i Randers Fjord og senere ved indløbet til Randers. Her sejlede flere medlemmer af vandets foreninger skibet i møde.

Da hun fik den officielle velkomst på Kulkajen i Randers Havn af blandt andet borgmester Torben Hansen og en stor formation af flagbærere, så jublede de mange fremmødte over at se den rødklædte dronning, der bar en bredskygget rød, royal hat.

Selv ovre fra taget på P-huset på Havnegade kunne man høre og se Prinsens Musikkorps spille, da Dronningens fødder landede på randrusiansk asfalt. Borgmester Torben Hansen udbragte et nifoldigt leve, og Prinsens Musikkorps spillede ”Kong Christian”.

Rina Hansen fra Rhanders Handsker tog imod Dronningen, der brugte ekstra lang tid på at høre om Randers 'modedronning' og hvordan hun har forynget handskefabrikkens brand. Foto: Kian Johansen

F16 bragede i Randers

Kort tid efter Majestætens ankomst til Randers Havn overraskede fire F-16 fly de fremmødte med en overflyvning og lydmuren var så markant, at ingen var i tvivl om, at det var kampfly der hilste på Randers. Straks rettede de fremmødte pressefolk deres linser op mod himlen, for at indfange øjeblikket.

Udover to journalister og en fotograf fra Din Avis, så dækkede omtrent 20 pressefolk fra både lokale og regionale og landsdækkende medier dronningens besøg i Randers.

Gaven fra Randers var en skulptur i ler der forestillede en af hundene fra eventyret om Fyrtøjet, der havde øjne så store som Rundetårn. Skulpturen var lavet af den lokale outsider-kunstner Kenneth Rasmussen. Den fik dronningen overrakt sammen med en tale på Det Gamle Rådhus. Rådhustorvet var proppet til bristepunktet, med folk der ville have et glimt af dronningen. Og sådan var billedet hele dagen.

Afslappet stemning ved havnen inden dronningen ankommer en regnfuld torsdag formiddag. Foto: Kian Johansen

Golfvogn og skatere

Også i Øster Bjerregrav, hvor man er blevet kendt for fællesskab, frivillighed og forandringskraft. Det vidner aktivitetsparken om, hvor Jyllands velnok største skaterpark er en realitet. Her hørte Dronningen om, hvordan man dog gør det og talte med tilflytterparret Camilla Himmelstrup og Philip Sørensen, der blandt andet fortalte om Trille Trolle og fin Familiefredag, hvor hallen er fuld af børn på hoppepuder og med fællesspisning. Her blev hun kørt i en golfvogn, ført af formanden for Randers Golfklub. Hun skulle spare sine ben efter en omfattende rygoperation tidligere på året.

Chefgreenkeeper Ulrik Leth fra Randers Golfklub kørte golfbuggyen ved Justesens Plæne, da dronningen skulle ned til den Blå Bro. Borgmesteren gik pænt ved siden af. Foto: Kian Johansen

Derefter gik turen til Rhanders Handsker, hvor Majestæten blev modtaget af indehaver Rina Hansen, der viste håndværket frem og fortalte om, hvordan hun havde transformeret en statelig handskefabrik med meget gamle og stolte traditioner og gjort den innovativ og moderne.

Efter frokosten på Hotel Randers, hvor adskillige Randers-spidser var indbudt, så kørte dronningen op på Blommevej og så flere af erhvervsuddannelserne på Tradium.

Viktor fra 0.A på Vestervangsskolen havde aldrig set dronningen sådan helt 'live'. Så han råbte begejstret både da politiets motorcykler summede omkring Rådhustorvet og da dronningen steg ud af Kronebilen. Foto: Kian Johansen

Parkour i parken

Også Den Blå Bro og Gudenåen skulle vises frem og endelig gik turen til Tronholmparken, hvor flere børn fra RgF viste sportsgrenen parkour frem for dronningen. Og mens den jublende folkemasse kunne nyde en solrig Tronholmpark og en masse aktiviteter, så hørte dronningen om Cold Hand Winery, Dansk Affaldsminimering og MV Plast. Det sidste stop var i en pavillon tæt på Gudenåen, hvor hun hørte om Flodbyen Randers.

Adskillige nysgerrige randrusianere tog turen ned til Randers Havn for at se kongeskibet og måske få et glimt af dronningen, der holdt reception for 92 indbudte gæster. Aftenen endte med lysfest, lysshow fra Verdos skorsten og 300 korsangere fra Korby Randers, der sang så Mindeankeret sukkede af velvære.

Et stort festfyværkeri sørgede for at sende Kongeskibet ud i Randers Fjord, videre til Fredericia, der næste dag tog imod regenten.

Dronningen tiltrak en del prinsesser i Tronholmparken. Foto: Cecilie Bisgaard
Kongeskibet Dannebrog trak masser af folk til Randers. Foto: Cecilie Bisgaard
Hovsa. De tabte vist Deres handske. Borgmester Torben Hansen redder situationen og samler galant Dronningens handske op fra brædderne. Foto: Kian Johansen
Ventetiden var lang for flere prinsesser. Foto: Jan Szwed
Undskyld mig. Her må du altså ikke være. Tildde Sønder Vindfeldt, der er kommunikationsmedarbejder for Kongehuset, trækker en dumdristig kvinde væk. Hun spadserede forbi fire politibetjente ud på træbrædderne, der i små trin fører ned til Gudenåen. Her sad Dronning Margrethe på en stol under en pavilion og fik en del at vide om Flodbyprojektet, der betyder en markant ændring af Randers by. Den ældre kvinde gik ind foran en horde af journalister og pressefotografer, der stod i en afmærket bås med behørig afstand til majestæten. Med ryggen til de hviskende pressefolk, der forsøgte at kontakt til hende, så løftede hun sin smartphone med rødt cover og tog et billede af Dronning Margrethe. Og os på pressepladserne. Vi fik os et hjerteligt grin. Foto: Kian Johansen
Kommer hun snart? Foto: Kian Johansen
Alle flag var hejst, da dronningen kom på fint besøg. Foto: Kian Johansen
Fire F16 fly bragede ind over Randers Havn, umiddelbart efter at dronningen satte sine ben i Randers og blev mødt af borgmester Torben Hansen. Fotograferne rettede straks skytset mod himlen. Mere end 20 fotografer og journalister dækkede dronningebesøget i Randers. Foto: Kian Johansen