Fortsæt til indhold

Partnervold: Nej tak

Randers

18.000 kvinder bliver årligt udsat for fysisk eller psykisk vold - det er en skræmmende og uacceptabel virkelighed, som vi er nødt til at adressere. Tallet for mænd er mindre, men også her er der noget der skal italesættes.

I denne uges avis kan du læse en personlig beretning om, hvad psykisk vold mod en partner kan få af konsekvenser.

Vi skal blive bedre til at være opmærksomme på advarselssignalerne, der blinker, når en man kender, udsættes for partnervold. Om det er psykisk eller fysisk.

Vi er nødt til at sørge for, at ramte kvinder og mænd har adgang til sikre havne, hvor de kan få hjælp og støtte, når de er klar til at bryde ud. Krisecentre og rådgivningsinstanser spiller en afgørende rolle i denne sammenhæng og bør have den nødvendige støtte og ressourcer til at gøre deres arbejde effektivt.

At undgå fysisk og psykisk partnervold er svært. Men der findes løsninger. Det handler om flere ting, blandt andet uddannelse og oplysning. Emner som ligestilling, respekt og konfliktløsning bør integreres tidligt i uddannelsessystemet.

Lidt sværere bliver det nok at ændre lovgivningen, der bør sikre passende beskyttelse af de udsatte og straf for gerningsmændene. Det skal også være lettere, for dem der bliver udsat for fysisk vold, til at få beskyttelsesforbud og politibeskyttelse. Det er straks sværere med den psykiske vold.

Som samfund skal vi værdsætte og støtte mænd og kvinder, der tør træde frem og dele deres historier, som vi gør i Din Avis i denne uge. Det kan medføre en holdningsændring og bane vejen for handling.

Vold og trusler sker også online, så hvad med at skabe sikre digitale rum, hvor du ikke trues af cyberstalking eller chikane?