Fortsæt til indhold

Politirapporten

Randers

Søndag 22. oktober

Lidt over 7.800 var på Randers Stadion, da der var Superligafodbold mellem Randers FC og Brøndby IF. En 20-årig mand fra Sjælland blev i forbindelse med optakten til kampen skønnet påvirket af euforiserende stoffer, da han kom gående på Kirkestræde i Randers. Han blev derfor sigtet for besiddelse af narko, og da han blev undersøgt, fandt politiet en mindre mængde kokain.

Ved indgangen til stadionets udebaneafsnit blev en anden 20-årig sjællænder fundet i besiddelse af en balaclava, som lå gemt i hans underbukser, og han blev derfor sigtet for at have overtrådt maskeringsforbuddet. I balaclavaen lå desuden et romerlys, som blev beslaglagt, og den 20-årige mand blev derfor også sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven.

En 38-årig mand blev ved samme stadionafsnit fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain og to snifferør, og han blev derfor sigtet for besiddelse af narko.

Søndag klokken 9.38 ramte en 37-årig mandlig knallertfører en pige på otte år. Mand og knallerten var kommet kørende ad Mariagervej på cykelstien i nordlig retning, da en otteårig pige var stået ud af en bus og - i følgeskab med en voksen - havde passeret cykelstien. I den forbindelse blev pigen påkørt af knallerten, og hun landede på jorden. Den 37-årige mand blev sigtet for at have overtrådt færdselsloven ved ikke at have holdt tilbage for fodgængerne. Den otteårige pige blev kørt til hospitalet for kontrol for nogle ikke umiddelbart alvorlige skader.

Mandag 23. oktober

En 22-årig mand blev mandag klokken 1.40 standset af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han kom kørende ad Viborgvej i Randers med en promille over det tilladte. Den 22-årige blev derfor sigtet for spirituskørsel og anholdt.

Tirsdag 24. oktober

Der er begået et indbrud på Skelvangsvej i Randers klokken 00.09.

Tirsdag klokken 16.29 påkørte en 42-årig kvindelig bilist en 30-årig mand på knallert på Århusvej. Ingen personer kom umiddelbart til skade. Bilisten blev sigtet for at have forårsaget uheldet, da hun havde svinget til højre over en cykelsti uden at overholde sin vigepligt.

Onsdag 25. oktober

En 19-årig mandlig bilist ramte i forbindelse med en overhaling en 58-årig mandlig bilist på venstre bagside af bilen på Nordjyske Motorvej nord for Randers. Det blev anmeldt onsdag klokken 3.34. Den 19-årige blev testet positiv for narko, og af den årsag blev han sigtet for narkokørsel og anholdt. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med færdselsuheldet.

Boremaskinetyve fældet af overvågning. Personalet hos XL-Byg Vorup på Nyborgvej i Vorup kontaktede klokken 14.40 politiet, da de på videoovervågningen i butikken havde set to mænd stjæle en boremaskine med batteri og lader. Mændene var nået at køre fra stedet med tyvekosterne, inden personalet kunne skride ind.

Da politiet fik fat i videoovervågningen, genkendte en betjent straks en af mændene, og en patrulje kørte efterfølgende til en adresse i Randers, hvor en 30-årig mand blev anholdt og sigtet for tyveri. På stedet fandt betjentene ud over den stjålne boremaskine også nogle steroider, og den 30-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af dopingloven. Lidt efter fandt politiet også frem til den anden gerningsmand - en 33-årig mand fra Viborg. Han blev også sigtet for tyveri.

En 90-årig mand, der var ved at krydse et fodgængerfelt på sin elscooter på Udbyhøjvej i Dronningborg blev ramt af en 30-årig kvindelig bilist. Uheldet blev meldt til politiet klokken 16.38. Den 90-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for at have forårsaget færdselsuheldet.

Indbrud på Steen Blichers Gade i Randers begået mellem lørdag 14. oktober klokken 12 og onsdag 25. oktober klokken 9.30.

Torsdag 26. oktober

Klokken 6.54 skete der et færdselsuheld på Hadsundvej i Stangerum ved Gjerlev. En 54-årig mandlig bilist foretog en u-vending og ramte ind i en bil, der blev ført af en 29-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.

Der er begået et indbrud på Lervangen natten mellem onsdag og torsdag.

En patrulje kørte klokken 10.32 til en adresse i Randers C, hvor en mand smed flasker og porcelæn ud gennem vinduet fra en lejlighed og ned på gaden.

Den 40-årige mandlige beboer befandt sig på gaden, da politiet kom frem til stedet. Manden var både aggressiv og udadreagerende over for patruljen, som han gav fuck-fingeren og råbte diverse skældsord efter.

Han blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand. Da han under anholdelsen gjorde kraftigt modstand og spyttede efter betjentene, blev han også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde og for forsøg på vold mod polititjenestemand.

Svindlere forsøgte at snyde en 81-årig kvinde i Randers C torsdag eftermiddag.

Den 81-årige blev ringet op omkring klokken 15 af en mand, der sagde, at han var fra banken, og at nogen havde forsøgt at hæve penge på hendes konto. Hun skulle derfor have udskiftet sit kreditkort, og hvis hun oplyste sin pinkode, så ville han sende en medarbejder hen for at hente kortet, så hun kunne få et nyt.

Kvinden blev lokket til at udlevere koden, men da ’bankbuddet’ kort efter ankom til adressen, var hun blevet mere skeptisk og bad ham vise id, inden hun gav ham kreditkortet.

Da manden ikke kunne vise id, lukkede hun døren i, og manden måtte gå tomhændet derfra. Hun fik efterfølgende spærret kortet for en sikkerheds skyld, da hun havde udleveret koden.

Husk, at banken aldrig vil bede dig om kort eller kode, og de vil heller ikke troppe op på din adresse på den måde. Smæk røret på, hvis nogen ringer og beder dig om din pinkode eller lignende.

Brand i en lejlighed på Skelvangsvej i Randers fik politiet og brandvæsnet en anmeldelse om klokken 20.28. Da politiet kom frem, viste det sig, at der var sat ild til nogle aviser på et bord på adressen, hvilket havde forårsaget en del røg og nogle sodskader på stedet.

På stedet traf politiet den 71-årige mand, der bor i lejligheden, og han blev anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse. Han var umiddelbart ikke kommet noget til.

Betjente fra politiets specialpatrulje blev klokken 23.52 opmærksomme på nogle mænd i to biler, der holdt ved en garage på en adresse i Randers NØ, og patruljen fik mistanke til, at mændene var i færd med at håndtere ulovlige stoffer.

Da mændene opdagede politiet, skyndte en 20-årig mand sig at lukke og låse garageporten. Den 20-årige virkede nervøs og påvirket af stoffer, og han nægtede at fortælle betjentene, hvad der var i garagen, ligesom han heller ikke ønskede at udlevere nøglen til den.

Patruljen sigtede ham for besiddelse af euforiserende stoffer, og da de visiterede ham, fandt de en del tusinde kroner i kontanter, hvilket forstærkede mistanken om, at der foregik noget ulovligt.

Betjentene fik fat i nøglen til garagen, og da de kom derind, fandt de hurtigt nogle salgsposer med kokain, flere tomme salgsposer og en digitalvægt.

De to biler blev ransaget, og her fandt betjentene både en kniv og en peberspray, der - ligesom kokainen og kontanterne - blev beslaglagt. Da de to våben blev fundet i den 20-åriges bil, blev han sigtet for overtrædelse af både kniv- og våbenloven.

Ud over den 20-årige blev en anden 20-årig mand og en 29-årig mand anholdt på stedet, og alle tre blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

De tre mænds adresser blev ransaget, og i den ene 20-åriges lejlighed i Randers fandt politiet en signalpistol, som han derfor blev sigtet for at være i besiddelse af.