Politirapporten uge 47
Søndag 12. november
En 82-årig mand mistede klokken 13.32 kontrollen over sin varebil på en parkeringsplads på Dytmærsken i Randers og kørte ind i et stort vinduesparti til en restaurant på stedet. Ruden blev helt knust, men ingen i restauranten blev ramt. Bilisten blev kørt til tjek på skadestuen, men han var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
Klokken 14.42 skete der et færdselsuheld i krydset Kristrupvej/Århusvej i Kristrup. En 19-årig kvindelig bilist foretog et venstresving i krydset og ramte ind i en bil, der blev ført af en 27-årig mand, der var på vej ligeud. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 19-årige blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Der er begået et indbrud på Gørrilds Allé i den nordvestlige del af Randers mellem torsdag 9. november klokken 9.15 og søndag 12. november klokken 16.20.
Tirsdag 14. november
Klokken 2.35 skete der et færdselsuheld på Havnegade i Randers. En 25-årig mandlig el-cyklist kørte sammen med en 31-årig mand på knallert. Cyklisten pådrog sig nogle behandlingskrævende skader i forbindelse med episoden.
Der er begået et indbrud på Tulipanvej i Øster Bjerregrav mellem klokken 7.45 og klokken 18.30.
Onsdag 15. november
En 20-årig mandlig bilist blev klokken 1.34 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af politiet på Engboulevarden i Kristrup med en promille på over det tilladte. Han blev senere på aftenen også sigtet for at komme med trusler mod polititjenestemand i forbindelse med en blodprøvetagningen.
Flere sidespejle stjålet i Randers. Østjyllands Politi fik onsdag en del anmeldelser fra borgere i Randers, der havde fået stjålet sidespejlene på deres biler. Der er foreløbigt registreret 15 tilfælde af tyveri, hvor gerningsmændene har stjålet spejlene fra biler af forskellige mærker, der har holdt parkeret på forskellige adresser i Randers. Også andre steder i landet har der den seneste tid været lignende tilfælde, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere i samarbejde med kollegerne i de øvrige politikredse.
På gaden med hash i salgsposer. Civilklædte betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje var onsdag aften på patrulje i Randers NØ, da de klokken 21.50 på Nørre Allé fik øje på en 23-årig mand, som, de fik mistanke til, havde stoffer på sig. Da betjentene henvendte sig, erkendte den 23-årige straks, at han havde noget hash på sig og fremviste selv flere små salgsposer med hashklumper i. Stofferne blev beslaglagt, og den 23-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
Der er begået et indbrud på Snerlevej i Randers mellem klokken 4.40 og klokken 23.58.
Torsdag 16. november
Torsdag morgen aflagde Østjyllands Politi igen flere forskellige skoler og deres skolepatruljer et anerkendende besøg i forbindelse med den landsdækkende indsats med fokus på skolepatruljernes store arbejde i de mørke morgentimer. Ved skoler i både Randers SV og NØ nåede patruljerne forbi for at give en stor high-five til de friske elever, som hver dag året rundt sørger for, at alle børn kan komme trygt og sikkert frem i trafikken.
Torsdagens indsats førte ikke til nogle sager med interesse for politiet, da der ved alle de steder, man besøgte, var god stemning og respekt blandt trafikanterne for skolepatruljernes vigtige funktion.
En 36-årig mandlig bilist blev klokken 12 anholdt og sigtet for narkokørsel. En patrulje standsede ham, da han i påvirket tilstand kom kørende ad Kærbyvej i Gjerlev. Under en efterfølgende visitation blev han fundet i besiddelse af nogle gram skunk, og derfor blev han også sigtet for besiddelse af det.
Der er begået et indbrud på Jebjergvej ved Jebjerg mellem klokken 8.15 og klokken 10.30
Fredag 17. november
Klokken 11.54 blev en 27-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej ved Randers SV.
Flere tyverier fra biler. Østjyllands Politi har fået endnu flere nye anmeldelser om tyveri fra biler - især gælder det tyveri af sidespejle.
Tyverierne af sidespejle har fundet sted i Randers NV, og Østjyllands Politi mistænker, at der kan være tale om organiseret kriminalitet omhandlende tyveri af bildele, hvor især sidespejle stjæles med det formål at blive solgt videre. De dyreste sidespejle kan angiveligt have en værdi af mange ti-tusinde kroner.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man altid sørger for at parkere et sted, hvor der er lys og eventuel overvågning, hvis det er muligt. Tøm derudover også altid bilen for tasker og værdier, og vis gerne tyven, at der ikke er nogle værdier i bilen ved eksempelvis at åbne handskerummet.
Hvis man ser noget mistænkeligt som eksempelvis personer, der kigger ind i biler eller strejfer rundt omkring dyrere bilmærker, skal man ringe til politiet på telefonnummeret 114. Det samme gør sig gældende, hvis man kommer ud til sin bil og opdager, at tyven allerede har slået til og stjålet bildele eller personlige ejendele. Hvis man opdager et igangværende tyveri, hvor der er akut behov for politiet, skal man ringe til 112.
Søndag 19. november
Der er begået et indbrud på Lucernevej i Randers mellem klokken 14.30 og klokken 21.