500 frivillige timer bringer skibet Lillebjørn tilbage i fjorden
Lillebjørn har en lang historie som arbejdsbåd og blev reddet fra skrotning af engagerede borgere i Randers. Nu sejler den gæster rundt i Randers Fjord.
Skibet Lillebjørn er igen søsat fra vinterlejet i Randers Havn.
Flydende som en svane dyppede den igen ned i vandet og er nu klar til den 31. sæson på Randers Fjord.
Det fortæller Carsten Vammen, der er formand for Foreningen til Lillebjørns Bevarelse.
De frivillige i sjakket kaldet »Bjørnebanden« har i april måned brugt knap 500 timer på at gøre båden sejlklar til sæsonen.
Foreningen bag Lillebjørn tilbyder nu igen sejladser på Randers Fjord. Båden sejler hovedsageligt i de indre dele af fjorden, og en tur til Udbyhøj tager cirka tre timer. Ofte går turen til Kanaløen. Og skibet kan også bestilles til askespredning.
Fra arbejdsbåd til sejlads
Skibet blev købt af Randers Havn i 1948 fra Sønderborg Havn, hvor det var efterladt efter anden verdenskrig.
Fra 1948 til 1990 blev Lillebjørn brugt som arbejdsbåd til opgaver langs Randers Fjord. Da havnen ønskede at skrotte skibet i 1990, fik ivrige borgere i Randers renoveret Lillebjørn. Foreningen til Lillebjørns Bevarelse blev stiftet i 1994, og året efter blev båden købt af kommunen for 42 kroner - én krone for hvert år, den havde tjent i Randers Havn.
Lillebjørn gennemfører omkring 130 sejladser årligt.
Skibet kan have op til 12 passagerer ombord, foruden skipper og matros. Foreningen har omtrent 50 frivillige, som yder en stor indsats for at vedligeholde og sejle båden.
I de første år blev Lillebjørn brugt til at sejle arbejdshold og forsyninger ud langs fjorden. Senere blev den brugt som lysbåd for skibe, der sejlede på fjorden om natten. Det arbejde ophørte i takt med, at fyrbelysningen på fjorden blev udbygget.