Fortsæt til indhold

Drømmeløbere opfylder ældres drømme

Nu kan ældre i Randers få hjælp til at få små oplevelser som gåture og cafébesøg.

Randers
sra

Ældre Sagen Randers starter en helt ny aktivitet, som skal skabe glæde hos ældre, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Konceptet har fået navnet Drømmeløber, og formålet er, at Ældre Sagen og en række frivillige gerne vil opfylde de ældres drømme. Aktiviteten har kørt i enkelte kommuner igennem de seneste år, og nu er muligheden kommet til Randers.

»Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi sammen med de frivillige kan komme i gang her i Randers. Vi ved, at mange ældre har små og store drømme, de ønsker at få opfyldt. Det kan være noget så enkelt som at komme i en butik og købe ind, gå en tur på kirkegården, eller opleve, hvad der sker i vores by,. For andre kan det være at nyde en kop kaffe sammen,« fortæller projektleder Yvonne Petersen i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Det er netop de små og lidt større oplevelser, vi glæder os til at være med til at skabe for de ældre i Randers.«

Aktiviteten er både henvendt til ældre, der bor på plejehjem, og ældre, der bor i eget hjem.

»Vi tror på, at alle har en drøm, og at det er værdifuldt at få muligheden for at udleve den uanset alder. Det vigtigste er, at de ældre tør drømme og fortælle, hvad de drømmer om. Så skal vi nok gøre alt, hvad vi kan for at give dem en oplevelse. Vi håber, at mange vil få lyst til at være med enten som frivillige eller som deltagere, for sammen kan vi gøre en stor forskel og skabe små, men meningsfulde øjeblikke i hverdagen,« skriver Ældre Sagen Randers.

Man melder sig som frivillig via en facebookgruppe, der hedder Drømmeløber Randers.