Mand blev stukket flere gange med kniv i lejlighed – så begyndte jagten på samlever
Kvindelig samlever til såret mand i Randers blev anholdt på gaden efter stor eftersøgning.
I en lejlighed i det centrale Randers blev en mand stukket flere gange med kniv sent fredag aften, oplyser politiet.
Lørdag formiddag lidt efter klokken ni lykkedes det betjente at anholde den mistænkte, som er mandens samlever.
Det skete efter ”en intensiv eftersøgning”, lyder det fra Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Sagen begyndte med et opkald lidt over midnat om, at sygehuset i Randers havde modtaget en 32-årig såret mand til behandling.
Ifølge TV2 Østjylland, der var til stede under grundlovsforhøret, lød der forinden høje skrig og bump fra lejligheden.
Manden havde i alt fået otte stiksår, der fordelte sig på arme, nakke, hals, ryg, armhule og brystkasse.
Han ene lunge var desuden klappet sammen.
Den kvindelige samlever er 37 år. Ifølge tv-stationen kommer begge de involverede fra Ukraine.
Kvinden blev anholdt på gaden ni timer senere og fremstillet i grundlovsforhør.
Hun nægede sig skyldig, men blev varetægtsfængslet i fire uger.