Forælder? Sådan hjælper du bedst din triste teenager

Mange teenagere oplever perioder, hvor de føler sig oversete, misforstået, forkerte, dårlige i skolen eller kede af det.

Derfor er det vigtigt, at man som forælder er klar til ikke bare at lytte, men også til at være tålmodig i samtalerne med sit barn.

»Tålmodighed er det allervigtigste. Selv hvis teenageren ikke vil snakke, skal man være tålmodig og spørge igen på et senere tidspunkt,« siger ph.d., klinikchef og specialist i psykoterapi Pia Callesen.

Hun har netop skrevet bogen ”Mod på livet” målrettet forældre til teenagere.

Noget, mange forældre kender, er problemet med at komme igennem til teenagerne, hvis de ikke har lyst til at tale.

»Det vigtigste er, at teenageren føler sig set. For selv om de virker til, at de ikke har lyst til at snakke, kan man invitere til andre aktiviteter sammen og på den måde være sammen uden nødvendigvis hele tiden at skulle dele svære følelser,« siger hun.

At teenageren ikke føler sig set og forstået af sine forældre er en meget kendt problemstilling, fortæller børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår Ida Hilario Jønsson, som i mange år har arbejdet på BørneTelefonen.

Derfor foreslår hun, at man går en tur med teenageren uden at spørge for meget ind til problemet, da det giver ro og tryghed til at åbne op for tankerne.

Vær gerne meget konkret, og stil simple spørgsmål, når du spørger ind til problemet, foreslår Ida Hilario Jønsson.

Det kan nemlig være svært for teenageren at sætte ord på de store tanker og følelser.

Derfor kan man som forælder gå til opgaven ved at forestille sig, at man er en meget sød detektiv, uddyber hun.

»Man kan stille korte og simple spørgsmål, såsom hvornår er den tanke begyndt? Og hvorfor tror du, at den tanke er opstået? Så teenageren ikke føler, at det er et forhør,« siger hun.

Når man har fået teenageren til at åbne op for sine følelser, er det meget vigtigt, at man lytter til ende, før man som forælder griber ind eller går i handlingsmodus, pointerer Ida Hilario Jønsson.

»Børn og unge oplever jo mange ting og følelser, som kan være svære, men er en helt almindelig del af teenagelivet. Derfor er det vigtigt, at man er varsom med at foreslå for eksempel psykolog, før man forstår barnets udfordring og ved, om det er den rette løsning,« siger hun.

Normalisér i stedet tankerne, og giv noget perspektiv, når teenageren har fået lov til at tale færdig, foreslår Ida Hilario Jønsson.

Pia Callesen bakker op og mener, at normaliseringen faktisk er noget af det allervigtigste i samtalen.

»Man skal almengøre det og fortælle, at alle kan blive kede af det. Eventuelt kan man fortælle en personlig historie om, hvordan man selv har været ked af det i en periode,« siger hun.

Efter den svære samtale med teenageren foreslår hun, at man sætter sig ned sammen og arbejder på en strategi for at bearbejde de svære emner.

Hvis teenageren er motiveret til at bearbejde de dårlige tanker, kan man afsætte 30 minutter om dagen til tankerne, foreslår hun.

»På den måde bliver det en øvelse i at udsætte de dårlige tanker. Man kan tænke lidt på det som et myggestik, man ikke må klø i,« siger Pia Callesen.

Hvis man som forælder oplever, at barnet trækker sig ind i sig selv eller er ked af det i en længere periode, kan det være nødvendigt at opsøge professionel hjælp, understreger begge eksperter.