Sådan skal du passe stueplanter om vinteren
Hold igen med vandingen, og forstøv stueplanterne ofte, hvis de skal klare sig godt igennem vinteren, guider planteeksperter.
Vinteren kan være en hård tid at komme igennem for mange stueplanter. Færre timer med naturligt lys, en overdreven varme fra radiatorer og et tørt indeklima kan nemlig give dem svære betingelser.
Mange kaster blade af sig, får gule pletter eller står med visne bladkanter. Der er dog flere ting, du selv kan gøre for at sikre dine stueplanter bedst i vinterperioden.
Den allerstørste fejl, mange begår, er at vande planterne, hvis de ser lidt triste ud. Og det gør kun ondt værre, understreger Michala Kjær-Holm, der er direktør i plantebutikken Greenify.
Stueplanterne er nemlig i en slags dvale om vinteren, hvor de ikke vokser noget særligt, og derfor har brug for mindre vand.
»Man skal ikke gå totalt i panik, hvis ens planter taber bladene. Mange reagerer ved at give dem mere vand, men det må man endelig ikke gøre.«
»Om vinteren er der mindre lys, og planterne vokser mindre. Derfor har de brug for mindre vand,« siger hun.
Det kan være forskelligt fra plante til plante, hvor ofte der er behov for at vande dem.
Ifølge Michala Kjær-Holm handler det om at mærke efter i plantens jord. Jorden skal hos mange planter gerne være helt udtørret i et par centimeter, før den skal vandes igen.
Derfor kan en fugtmåler, der måler længere ned i jorden, være et godt redskab.
Udover vandingen er naturligt lys og luftfugtighed helt centralt for at give stueplanterne bedre betingelser om vinteren.
Ifølge Marianne Bachmann Andersen, der er rådgiver ved Danske Havecentre, skal man ofte forstøve planterne med vand.
»Vi varmer vores huse meget op om vinteren, så luften indenfor bliver meget tør. Derfor kan man fylde en vandforstøverflaske – det er vigtigt, det er med kalkfrit vand – for at øge luftfugtigheden,« siger hun.
Mange begår også den fejl, at de gøder deres stueplanter om vinteren. Men faktisk er det allerbedst ikke at give planter gødning om vinteren.
»Så længe planterne ikke gror – altså ikke udvikler nye skud med blade på – så skal man slet ikke gøde.«
»Gødning består af salte, og hvis man gøder på et tidspunkt, hvor der ikke er brug for salte, så risikerer du at ødelægge planten,« forklarer Marianne Bachmann Andersen.
Om vinteren er det også vigtigt at undgå kuldechok. Langt de fleste stueplanter er nemlig vant til langt mere eksotiske temperaturer, end Danmark kan præstere om vinteren.
Derfor skal man ifølge Michala Kjær-Holm undgå, at planterne står i træk fra et vindue eller en dør. Derudover kan det være nødvendigt, at man med jævne mellemrum støver planternes blade af, for at sikre at de får nok lys.