Fortsæt til indhold

Du kan forhandle om ejendomsmæglerens salær

Ejendomsmæglerens salær er ikke mejslet i sten. Tværtimod er der rum til forhandling - men det er ikke alt, der er lige smart at spare på.

Ritzau PFS
/ritzau/

Hvis du sælger boligen via en ejendomsmægler, køber du dig til en pakkeløsning med alt inkluderet.

Men det betyder ikke, at der ikke er rum for forhandling.

»Du bør altid forhandle om prisen og salæret. Især i disse tider med høj efterspørgsel og hurtigt salg af mange boliger,« siger Jørgen Munksgaard Rasmussen, der er fagekspert i boligøkonomi hos Videncentret Bolius.

Det er korrekt, at man kan forhandle om prisen, siger Ole Hækkerup, der er direktør i brancheforeningen Dansk Ejendomsmæglerforening.

Så det vil være god fornuft at indsamle tilbud fra forskellige ejendomsmæglere - ligesom man indhenter flere tilbud, inden man vælger bank eller forsikringsselskab, siger han.

»Man kan i princippet forhandle om det meste. Det har vi som brancheorganisation ingen holdning til. Det vigtigste er, at man gør sig klart: Hvilke vilkår gælder til prisen, og passer dette produkt til mig?« siger Ole Hækkerup.

Det største forhandlingsrum har du, hvis din bolig er attraktiv og dermed nemmere at sælge, fordi den har en bred køberskare, tilføjer Jørgen Munksgaard Rasmussen.

»Der er nok større konkurrence mellem mæglerne om at få lov at sælge en toværelses i storbyen, som ryger hurtigt og kræver mindre opsøgende arbejde. Den konkurrence kan du bruge til at presse salæret,« foreslår han.

En del af prisforskellen vil også ligge i, at ejendomsmæglerne udbyder forskellige pakkeløsninger for markedsføring, uddyber Ole Hækkerup.

»Som ejendomsmægler ved man godt, at sælgerne søger noget forskelligt. Derfor er der intern konkurrence om at udbyde præcis den markedsføringspakke, kunderne finder attraktiv,« siger han.

Af samme grund skal du også være sikker på, hvad ”pakkerne” indeholder, før du sammenligner priser - så du ikke sammenligner pærer og bananer.

»Der kan være stor forskel på, hvad der følger med af markedsføringsmateriale, fotopakke og juridisk arbejde,« tilføjer Jørgen Munksgaard Rasmussen.

Afhængig af dig, boligen, du sælger, og den enkelte ejendomsmægler er det også noget, du kan forsøge at forhandle om - altså hvad der skal være inkluderet i pakkeløsningen, og hvad du selv vil stå for, siger Jørgen Munksgaard Rasmussen.

Her gælder dog et vigtigt aber dabei.

Nogle har flair for at få boligen til at fremstå lys, lækker og tiltalende, hvis de eksempelvis selv påtager sig at stå for billeder eller fremvisninger.

Andre har ikke.

»Og det kan være, at de dårlige billeder afspejler sig i interessen og hammerslagsprisen. Så det hele skal ses i relation til hinanden, når man kigger på, hvor man kan og vil spare,« siger Jørgen Munksgaard Rasmussen.

Ole Hækkerup bakker op og peger på, at der også kan være nogle hensyn omkring liggetid, hvor hurtigt du har brug for at sælge, og dermed hvilken pris boligen skal udbydes til i første omgang.- Man kan ikke kigge på salær og udbudspris alene. Man er også nødt til at tage højde for, hvad man som sælger skal videre til, og hvor hurtigt det skal gå, siger han.