Skal tænderne forsikres? Så læs det med småt
Tandforsikringer dækker dine tænder, hvis der opstår skader. Inden du tegner sådan en, bør du dog læse det med småt.
Sodavand, is og andre søde sager kan være godt for velværen og humøret, men ikke nødvendigvis for tænderne. Især ikke hvis man er typen, der skipper tandbørstningen lidt for ofte.
Det kan give huller og andre tandproblemer, og det er noget, der samtidig kan blive en rigtig dyr fornøjelse.
Det er dog muligt at forsikre bisserne med en tandforsikring, så den dyre tandlægeregning bliver helt eller delvist dækket. Inden du gør det, skal du dog læse det med småt.
»Jeg vil gerne understrege vigtigheden af, at du går ind og ser på betingelserne, inden du tegner forsikringen,« siger Regitze Buchwaldt, der er ankenævnskoordinator ved Forbrugerrådet Tænk.
Får du skader på en tand i forbindelse med en ulykke, er dine tænder dækket af din ulykkesforsikring. En tandforsikring går skridtet videre og kan også dække alt fra tandeftersyn til tyggeskader.
Tandforsikringen kommer i to udgaver:
Nogle har mulighed for at tegne en tandforsikring gennem fagforeningen, mens andre i stedet må tegne den gennem private forsikringsselskaber.
Det er især, når tandforsikringen går uden om fagforeningen, at man skal være opmærksom på, at vilkårene ved de enkelte forsikringsselskaber kan variere meget.
I de fleste tilfælde er planlagte behandlinger ikke en del af forsikringen. Det samme gælder, hvis der står i din journal, at du om nogle år måske får behov for behandling af en tand.
Så det skal du holde øje med.
»Det kan give mening med en forsikring, hvis den dækker de tænder, der allerede er blevet behandlet på, eller som måske har behov for at blive det i fremtiden,« siger Torben Schønwaldt, der er formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen,
Tandforsikringerne er ifølge Torben Schønwaldt sat i søen som resultat af den stigende brugerbetaling.
Torben Schønwaldt mener ikke, at tandforsikringen er relevant for mange danskere, så længe den ikke dækker bedre, end den gør nu.
Han råder dog til at sige ja tak, hvis man har mulighed for at blive forsikret gennem sin fagforening, hvor forsikringerne ifølge ham er bedre og billigere.
Selv om det ikke nødvendigvis kan svare sig økonomisk at tegne en tandforsikring, så kan det sagtens være en god idé for den enkelte.
Forsikringer er nemlig ikke kun et spørgsmål om økonomi.
»I sidste ende er det meget op til den enkelte, om man føler, at man har behov for den tryghed, en forsikring giver,« siger Regitze Buchwaldt.