Ferie med børnene efter en skilsmisse? Tag også hensyn til egne behov
Når man skal alene på ferie med børnene efter en skilsmisse, er det vigtigt at finde en balance mellem egne og børnenes behov.
Sommeren nærmer sig, og med den også børnenes sommerferie.
Som soloforælder kan det være særligt svært at finde ud af, hvad man skal finde på i ferien med børnene, der måske bare ønsker, at I kunne gøre det, I plejer.
Parterapeut Katrine Axholm fortæller, at det er vigtigt, at man både mærker efter hos sig selv og hos børnene.
»Det er vigtigt at finde en balance mellem at mærke, hvad man selv har brug for, samtidig med at man har børnene for øje,« siger hun.
Men ferien må ikke blive på børnenes præmisser.
»Man kan godt inddrage børnene, hvis de er gamle nok til at kunne sige noget om, hvad de gerne vil. Men det er vigtigt, at man som forælder tager lederskabet på sig og tager ansvaret for, hvordan ferien skal foregå,« siger Katrine Axholm.
Det kan måske virke som en stor mundfuld at skulle være alene afsted med børnene i lang tid - særligt hvis det er første gang.
Hvis det er tilfældet, kan man alliere sig med nogle andre voksne, siger Søren Marcussen, der er afdelingsleder i skilsmisseafdelingen hos Center for Familieudvikling.
»Hvis det virker svært at skulle holde ferie alene med børnene, kan man overveje at tage flere afsted for at holde ferie sammen. Måske med en søster og hendes mand eller en god ven,« siger han.
Det istemmer Katrine Axholm og pointerer, at det er vigtigt også at tage hensyn til, at man kan have brug for andre voksne, man kan snakke med om aftenen, når børnene er faldet i søvn.
»Hvis man ikke som forælder synes, det er rart og hyggeligt, bliver det heller ikke en god ferie for børnene,« siger Katrine Axholm.
En udfordring ved at tage alene på ferie med sine børn kan være savnet til den forælder, der ikke er med.
Søren Marcussen råder til, at man anerkender, at det bliver anderledes. Og at man taler med sine børn om, at savn ikke er et tabu.
»Ferien er ofte en periode, hvor børnene skal lære at være længe væk fra den anden forælder, og hvor afstanden til den anden forælder måske er stor. Det er vigtigt at italesætte det, så de ikke står alene med det,« siger han.
Her kan man ifølge Søren Marcussen med fordel lave en aftale om forskellige måder, børnene kan få kontakt med den anden forælder på.
»Man kan gøre en indsats for, at børnene facetimer eller ringer til den anden forælder eller får lov til at sende et brev. At sige: ”Nu, hvor du skal være så langt væk fra far eller mor, er der så nogle ting, vi kan gøre?”.«