Fortsæt til indhold

Slå til hurtigst muligt: Udlejningsbilerne bliver færre og dyrere

Det kan blive en dyr fornøjelse at vente med at booke udlejningsbilen. Og venter du til destinationen, risikerer du, at de allerede er revet væk.

Ritzau PFS
/ritzau/

Ferien er booket. Kufferterne pakket. Og planen er have stor frihed med en lejebil, så I selv bestemmer, hvor og hvornår I skal rundt på destinationen.

Men I skal nok ikke vente for længe med at få styr på det praktiske omkring udlejningsbilen.

Forsyningsproblemer og tårnhøje stålpriser betyder nemlig, at markedet står til at blive overophedet i år. Det fortæller Christoffer Greenfort, som er sekretariatschef hos Dansk Mobilitet, der hører under Dansk Erhverv.

»For en måned siden var gennemsnitsprisen oppe med 30 procent. Og som det ser ud nu, kommer prisen nok til at følge de generelle prisstigninger,« siger han.

Ud over stigende priser kan udvalget også blive stærkt begrænset, fordi det ganske enkelt ikke er til at få fat i nok biler for udlejningsselskaberne.

»Der mangler stadig mikrochips, og indtil de kommer tilbage, er der bare ikke høj nok produktion af biler - især ikke i Europa.«

»Det er lidt nemmere at finde de små asiatiske biler, men eksempelvis en tyskproduceret bil vil også komme med en voldsom prisstigning,« fortæller Christoffer Greenfort.

Det betyder altså, at der ikke nødvendigvis er frit valg på alle hylder. Udvalget er langt mere begrænset end normalt, og man kan ikke nødvendigvis få den størrelse eller model, man drømmer om.

Et tredje område i bilbranchen, der er hårdt ramt, er reservedelene.

Og det påvirker faktisk også udbuddet i en negativ retning.

»Reservedelsmarkedet er fuldstændig lagt ned. Derfor er udlejningsfirmaerne nødt til at tage nogle biler ud af flåden for at kunne bruge dem til reservedele,« forklarer han.

Birgitte Ringbæk er kommunikationschef hos If Skadeforsikring og hun frygter, at mange kan risikere at komme til at stå med håret i postkassen på destinationen.

»Ferien kan blive anderledes i år, hvis der sker noget med udlejningsbilen. Hvis den går i stykker, eller man kører galt, kan man ikke regne med, at der er en erstatningsbil til en. Og det gælder også, hvis man kører på ferie i sin egen bil.«

»Der kan godt komme nogen og hjælpe en, men de kan ikke nødvendigvis give en reservebil. Så vi kan som forsikringsselskab blive nødt til at sige, at vi ikke kan hjælpe folk videre i bilen, men de kan få en fly- eller togbillet hjem,« siger Birgitte Ringbæk.

Sker der noget med bilen, så den er nødt til at blive transporteret hjem i stedet, kan de heller ikke garantere, at det kan ske med det samme.

»Der er ikke nødvendigvis en chauffør klar til det bilvogntog, som skal transportere bilerne hjem. Og vi kan ikke nødvendigvis få den repareret på et værksted, for de mangler komponenter og mikrochips overalt omkring os.«

»Der er ingen kunder, der bliver ladt i stikken, og vi gør alt, hvad vi kan, for at de ikke bliver skuffede,« siger hun.