Fortsæt til indhold

Indbrudstyv dømt for at afbryde strømmen på hospital

Læger og sygeplejersker måtte bruge lys fra mobiltelefoner og pandelamper på Regionshospitalet Randers.

Ritzau Telegrammer
/ritzau/

En 36-årig mand er blevet dømt for at have afbrudt strømmen til Regionshospitalet Randers 9. september sidste år.

Dermed udsatte han andre for fare, har Retten i Randers slået fast i en dom, skriver Randers Amtsavis torsdag.

Straffen er ubetinget fængsel i et år og seks måneder, og den skyldes også en lang række indbrud og tyverier.

Strømsvigtet stod på i 15 minutter og berørte vigtige funktioner. Læger og sygeplejersker måtte operere i lyset fra mobiltelefoner og pandelamper.

Den tiltalte havde ifølge retten ikke til hensigt at skade nogen, men han måtte have indset, at der var risiko for, at det ville ske, lød begrundelsen i retten.