Fortsæt til indhold

Frygter det ender i ulykke

Hærværk og smadrede ruder præger området ved den gamle gasværksgrund i Viby. Nabo er bekymret for sikkerheden

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Forfald Glasskår, affald, smadrede biler og tagplader, der er røget ned. De tomme bygninger på den gamle gasværksgrund på Bjørnholms Allé i Viby ligner mere og mere en krigsramt losseplads.

Ifølge beboer i området Peter Andersen, er det unge mennesker, der nu er rykket ind i de forladte bygninger. Med hærværk og uro til følge.

En gammel campingvogn er overmalet med graffiti, toiletter er smadret, kabler stikker ud af væggene og tagene er flere steder hullede. Flere biler står hærgede vd bygningerne, og alle ruder er smadrede. En stige fører op på et af tagene.

"Der sidder de unge mennesker også oppe," siger Peter Andersen, der er pensionist og siden 2000 har boet i området. Han oplever, at området er ved at forvandle sig til en rotterede. Det mener han både i overført og i bogstaveligste forstand.

"Vi har problemer med rotter her. Og sådan et område, der får lov at se sådan her ud, tiltrækker jo også de forkerte typer og lyssky aktiviteter," siger han.

Det ligner i dag mere en krigszone end gamle kontorbygninger på den nordlige del af grunden på Bjørnholms Allé, der afventer en ny lokalplan.

Aarhus Kommune er i gang med at omdanne området til boliger, men siden en ny lokalplan var i høring for to år siden, har beboerne intet hørt.

"Jeg forstår ikke at, der ikke sker noget. Lad os nu få de her bygninger revet ned, så ingen kommer til skade ved at opholde sig her," siger han.

Peter Andersen sendte en e-mail til kommunen i maj, hvor han også gjorde opmærksom på problemet og sendte billeder med som dokumentation. Han fik dog ingen respons.

"Det er jo bureaukrati. Men jeg kan være nervøs for, at der for eksempel falder tagplader ned, hvis en storm rammer. Kommunen bør få ryddet op i det her," lyder det fra Peter Andersen.

Tagplader er flere steder røget af bygningerne på den gamle gasværksgrund i Viby.

Arbejder på sagen

Anne Mølgaard Juul, der er projektleder på udformningen af den nye lokalplan for området, forklarer, at der har været mange høringssvar, og at forvaltningen derfor stadig er i gang med at behandle indsigelserne.

"Det tager tid at kvalitetssikre og behandle alle indsigelser grundigt. Vi har også løbende afventet materiale fra bygherre. Men vi er i gang og arbejder på fuld tryk for at få en afklaring på, hvad der skal ske i området," siger Anne Mølgaard Juul.

Hun forventer ikke, at arbejdet bliver færdigt, inden året er omme.

"Jeg tvivler på, at vi får det på plads i år. Det skal også på et byrådsmøde, og det tager tid."

Ifølge lokalplanforslaget fra 2018 vil der komme cirka 100 ungdomsboliger og cirka 200 lejligheder på grunden, der strækker sig fra Skanderborgvej i syd til Marselis Boulevard i nord, afgrænset af jernbanen mod øst.

Indsigelserne mod projektet går dels på trafikafviklingen, højden af byggeriet og kritik af, at man ikke fjerner forureningen på grunden, men blot sikrer grunden ved at tilføre ren jord.

Flere hærgede biler står på grunden på Bjørnholms Allé, som kommunen er i færd med at omdanne til boligområde.