Venstre om idrætsfacilitetspulje: "Det er for uambitiøst"
Hans Skou mener stadig, der er behov for en budgetmodel for at få flere midler til idrætsfaciliteter
Spørger man byrådets største oppositionsparti Venstre om de 38 millioner kommunale støtte-kroner til idrætsfaciliteter er svaret, at det er for uambitiøst. For der er stadig en katastrofal mangel på haller og boldbaner.
Hans Skou sidder i Kulturudvalget, og han har i flere år været fortaler for en budgetmodel, hvor der i takt med, at der sælges og udstykkes grunde båndlægges nogle penge til idrætsfaciliteter - i lighed med daginstitutioner, skole og plejeboliger.
Budgetmodellen skal automatisk reservere penge til idrætsfaciliteter, når kommunen sælger og får penge ind for grunde.
"I Venstre vil vi gerne stå på mål for en budgetmodel, hvor der båndlægges midler til idrætsfaciliteter for at sikre, at der er penge og for at sikre, at ildsjælene kan regne med, at kommunen er der for dem, når boligområderne bliver udbygget lokalt," siger Hans Skou og tilføjer:
"Det er den logik, vi gerne vil have endnu mere ind i prioriteringen af idrætsfaciliteter."
Enormt stort behov
Lokalpolitikerne understreger, at det ikke er en surhed, men nærmere en tristhed over, at mange gode projekter, der fortjener opbakning, ikke bliver støttet. Ganske enkelt fordi behovet for idrætsfaciliteter er så enormt stort.
"Jeg synes, det er ærgerligt. Vi har en situation, hvor der er nogle lokale ildsjæle, der knokler for nogle projekter, og hvis man skal holde dem i gang i lang tid, så taber vi altså nogle af de her projekter på gulvet. Det er dejligt, at der bliver sat penge af til idrætsfaciliteter, men det er for uambitiøst med 38 millioner kroner. Hvis man tager den brede pensel, svarer det beløb ansøgerne netop har søgt til de 270 millioner kroner, der er sat fra 2024 og ti år frem," siger Hans Skou.
Han er overbevist om, at emnet kommer til at fylde en del i efterårets valgkamp.
"Idrætsfaciliteter bliver et stort tema i Venstres valgkamp. Lokalområderne udenfor ringvejen er anderledes afhængige af at have nogle idrætsfaciliteter, der ofte er et omdrejningspunkt. Hvis der ikke kommer flere penge til dem, får vi en situation, som vi allerede nu ser flere steder, hvor foreninger må sige nej til nye medlemmer på grund af pladsmangel," fastslår Hans Skou.