Præsteklumme: At prædike online
præsteklumme Det var et tilløbsstykke, når professor P. G. Lindhardt i sin tid besteg prædikestolen i Vor Frue Kirke. Der var trængsel på bænkene.
En stor del af hans prædikener blev da også udgivet i bogform. De har siden inspireret utallige præster. Jeg har selv engang hørt en prædiken, som bagefter næsten ordret lod sig genfinde i en af Lindhardts bøger.
Nuvel. Det gælder for os præster som for mange forfattere. Vi stjæler med arme og ben. Når man igen og igen skal hoste op med noget, der er værd at høre på, er man nødt til lade sig inspirere og bruge vendinger, som man ikke selv har fundet på. For simpelthen ikke at gå i sprogligt selvsving.
Men P. G. Lindhardt skrev selv, at han var ret så betænkelig ved at udgive sine prædikener, for "den trykte prædiken forholder sig til den levende som skyggen til virkeligheden".
For Lindhardt handlede det om, at en prædiken altid lyder til nogle bestemte mennesker på et bestemt tidspunkt og sted. En prædiken er bundet op på situationen. Sender man den af sted på skrift, så mister den sin afgørende klangbund.
Man hører af og til det at prædike omtalt som envejskommunikation. Intet kunne være mere forkert. Når man taler til mennesker, så er man altid dybt afhængig af den situation, man befinder sig i. Herunder også tilhørernes forventninger og reaktion.
Før i tiden skulle jeg ofte prædike i to forskellige kirker samme dag. Og det slog mig gang på gang, hvor forskelligt det var de to steder. Prædikenen var den samme, men rummet var forskelligt, tidspunktet var forskelligt, jeg var et andet sted anden gang i forhold til første gang, og så var kirkegængerne ikke mindst forskellige. De satte deres præg på gudstjenesten meget mere, end de måske selv var klar over – også når de lyttede!
Enhver gudstjeneste har sin egen ånd. Det er helt fint. Men hvordan er det så at prædike online? Giver det mening?
Tja, det gør det vel, når det ikke kan være anderledes. Men nu har jeg prøvet det som både prædikant og tilhører. Og med en omskrivning af Lindhardt må jeg sige, at online-prædikenen forholder sig til den levende som skyggen til virkeligheden.
Det er bare ikke så godt. Det hænger blandt andet sammen med, at en prædiken netop bør være noget, man er sammen om. Godt, at det stadig er muligt!