Præsteklumme: Frimodighed i 2021

præsteklumme Jeg er kommet til at holde af ordet frimodig. Vi bruger det ikke så ofte, men det er et godt ord. Måske særligt i en tid som denne, hvor vi alle mere eller mindre er lukket ned, og hvor vinteren både virker uendelig lang og i særdeleshed trist.

Søger man på ordet frimodig, dukker der en række betydninger op, blandt andet modig, uforknyt, uforsagt, fortrøstningsfuld, stolt, fri, åben, sorgløs, med oprejst pande og så videre. Det er en fantastisk liste. Modsat så meget andet, man kan holde af – for eksempel flødeskum – så kan man aldrig få for meget af frimodighed. Tværtimod - jo mere, jo bedre.

Det er i sig selv opmuntrende, at der findes noget, vi ikke skal spare på, eller hvor vi helst skal begrænse os. Frimodighed er hverken farligt for andre eller for én selv, tværtimod.

Vær frimodig. Og vær det i rå mængder.

Frimodigheden taler frygten imod – ikke naivt eller fordi, der ikke er noget at frygte, men fordi der altid vil være noget, der er større end det, vi frygter. Vi kunne kalde det Gud, kærligheden eller fællesskabet.

Frimodigheden taler angsten imod, fordi angst alene uddrives, når der er nogen, der taler. Der er situationer, hvor det kræver mod at åbne munden. Frimodigheden taler, når det er mest ubelejligt eller når det er sværest.

Frimodigheden taler selvoptagetheden imod. Og det er hvad enten, det er vores egen kredsen om egen navle og egne behov, eller det er en nations optagethed af egen fortræffelighed. Selvkredsen om navler og nationer er i længden usmageligt.

Det er kristendommens grundlæggende påstand, at et menneske er, hvad det får, og ikke hvad det præsterer. Det er en himmelske gave, der sender os ud i verden modige, uforknytte, uforsagte, fortrøstningsfulde, stolte, frie, åbne, sorgløse, med oprejst pande og så videre. Vær frimodig - også i en coronatid!