Hinnerup-familie viser flygtninge vejen

”Lige da vi kom til landet, kunne jeg ikke forstå, at naboerne ikke stoppede op og snakkede på vejen eller kom ind til kaffe,” siger Adel Abed, der sammen med Ruzellin Ibo flygtede med deres børn fra Syrien.
Gennem projektet Venner Viser Vej blev de matchet med Tine Hove Henriksen og hendes familie – et match, der har udviklet sig til et rigtigt venskab.
”Jeg bange for, at naboerne ikke kunne lide mig. Men nu har Tine forklaret mig, at sådan gør man bare ikke i Danmark.”
Adel, 42 år, flygtede til Danmark fra Syrien i 2014, sammen med sin kone Ruzellin Ibo, 33 år og deres to børn, Mohammed på 13 og Sima på 5. Familien flyttede til Hinnerup, hvor de gennem den lokale Røde Kors afdeling blev matchet med Tine Hove Henriksen og hendes familie.

Venskab for hele familien

”Vi gjorde os selvfølgelig nogle overvejelser, inden vi meldte os som frivillige. Med to fuldtidsjob og et lille barn, har vi så overskud til at involvere os i noget, hvor vi bliver følelsesmæssigt bundet,” forklarer Tine Hove Henriksen, som er 29 år og projektleder på et oversættelsesbureau.
Tine har tidligere været frivillig for Røde Kors i Aarhus. Da hun og kæresten Jonas fik barn og flyttede til Hinnerup, ville hun gerne finde et projekt, hvor de alle tre kunne være med.
”Håbet var jo, at det var nogle mennesker, som vi kom til at kende, at det på et tidspunkt blev mere end et projekt,” husker Tine.
Det er primært hende, der besøger den syriske familie, men Jonas og sønnen Frederik på to år er med så tit, de kan.
”Frederik er helt vild med familien – især Sima. Det er så dejligt at se,” forklarer Tine.
De to familier bor kun én kilometer fra hinanden, så de ses minimum en gang om ugen. Tine hjælper dem med at forstå breve, regninger og de til tider komplicerede danske regler. Ellers hygger de sig over en kop kaffe eller laver mad sammen. Ruzellin er meget opsat på at lære at lave mexicansk og italiensk mad.

“De er mine venner”

”Tine er ligesom familie. Vi er meget glade for hende,” siger Adel, som bakkes op af Ruzellin.
”I dag kan jeg oprigtigt sige, at de er mine venner”
For Adel og Ruzellin var det at få en venskabsfamilie et spørgsmål om at blive bedre til dansk og forstå den danske kultur. Men Tine hjælper dem også med de problemer, der opstår i hverdagen.
”Jeg synes, det er værdifuldt, at de står med nogle problemer, som jeg nemt kan løse, fordi jeg ved, hvordan man skal gøre, ” forklarer hun.
”Det må være svært at finde sig på plads i Danmark, før man får fortalt, hvordan det hele virker.”
Nogle problemer kan hun dog ikke løse for familien. Både Adel og Ruzellin er i praktik som led i deres danskundervisning, men uden reelle jobs er økonomien er stram.
”Udfordringen er jo, at familien er blevet en del af mit liv, så jeg kan ikke gå hjem og lade som om, jeg er ligeglad med deres problemer,” forklarer Tine.
I stedet hjælper hun dem med de mindre ting, som da hun skaffede Mohammed et par brugte fodboldstøvler gennem sit eget netværk. Og så glæder hun sig over, at målet med projektet allerede er nået.
”Det er vildt dejligt, at jeg i dag helt oprigtigt kan sige, at de er mine venner. Det var jo det, der var målet med det hele. ”