"Det er dansk, det er smukt"
Nu er det slut med det kendte navn, som ifølge museumsinspektør var ekskluderende
Efter 38 år er det slut med Kvindemuseet.
Nu skal det hedde KØN - Gender Museum Denmark.
Det bestemte et flertal i bestyrelsen den 4. december, oplyser museet i en pressemeddelelse.
Flertallet mener, at KØN er det navn, der mest præcist indrammer museets ansvarsområde, som er kønnenes kulturhistorie med afsæt i kvindehistorien.
"Køn, betyder 'slægt' eller 'slags'. Køn har været grundlæggende for den sociale struktur i alle hidtil kendte samfund og dermed afgørende for, hvilke pligter og privilegier den enkelte er blevet tillagt. Køn inkluderer alle mennesker samtidig med, at det er klart afgrænset fagfelt med afsæt i kvindehistorie. Det er et ord, der siger, hvad museet beskæftiger sig med. Det er dansk, det er smukt og jeg glæder mig til at arbejde videre med det sammen med mit kompetente og seje hold her på museet," siger Museumsdirektør Julie Rokkjær Birch.
Navneændringen har ikke været så ligetil for museet, der har fået en del kritik med på vejen. Blandt andet har flere hundrede feminister lavet en underskriftindsamling mod navneskiftet.
"Vi har haft dialog med kritikerne undervejs i processen, og vi byder dem varmt velkommen i museets arbejde fremadrettet. Museets navn er noget, vi har diskuteret, siden jeg kom ind i bestyrelsen for otte år siden, og beslutningen er taget ud fra et reelt behov. Navnet ændrer ikke på indholdet, og et museum om kønnenes kulturhistorie må nødvendigvis tage afsæt i kvindehistorie. Det er mit håb, at også kritikerne vil støtte, at museet forbliver progressivt og relevant," siger bestyrelsesformand, Merete Andersen.
Medarbejderrepræsentant og museumsinspektør, Sara Bradley, er glad for navneskiftet og forklarer, at navnet Kvindemuseet var ekskluderende.
"Vi oplever gang på gang, at der er forvirring omkring vores navn. At det ikke harmonerer med det, vi er, siger og gør – at det ekskluderer. Især i forhold til vores store arbejde med skoleundervisning vil navnet understøtte, at drengene ikke føler sig ekskluderede fra start. Det er vigtigt, for deres køn er jo også en del af den historie, vi fortæller."
ddp