Den sidste butik i Aidt er Danmarks største på sit felt
Det er måske ikke alle, der lige ved, hvor Aidt ligger. Men landets motorcyklister gør
Aidt Der er ikke så meget gang i by- og handelslivet i landsbyen Aidt, hvor der i dag bor omkring 280 mennesker, som der har været.
Engang kunne den lille by med det fine gadekær med genforeningssten bryste sig af at have og give liv til både en købmandsgård, en brugs med tankstation, endnu en tankstation, en manufakturhandler, en kongelig privilegeret kro, en bager, en barber, en læge og andre i gadebilledet udover striben af håndværkerforretninger med smed, elektriker og snedker med flere.
Nu er der bare gadekæret med den 100-års jubilerende genforeningssten én forretning tilbage i Aidt,der ligger 1,5 km nord for Thorsø. Forretningen er Rydbergs MC.
Artiklen fortsætter under billedet
Vokseværk
Den butik er til gengæld vokset meget, fra den startede som lidt af en tilfældighed i efteråret 1985 og frem til nu, hvor forretningen gennem en årrække har været Danmarks største forhandler af motorcykelmærket Kawazaki. Også Honda, som ligeledes har givet Rydberg MC den status, er repræsenteret i afdelingen for nye motorcykler, hvor også Suzuki-maskiner er at finde. Det sidste mærke er dog på vej ud, da Rydberg har nok at se til med at forhandle de to andre japanere.
I brugtcykelafdelingen er der et bredt udvalg af alle forskellige mærker motorcykler. Mest japanske, men også tyske BMW’er og amerikanske Harley Davidson’er kan erhverves. Omkring 500 mc-maskiner ruller årligt ud på asfalten fra Aidt-butikken. Og der er også en hel etage med hjelme i alle størrelser, der kan beskytte alt fra små barnehoveder til de største grødhoveder, køredragter, tøj vanter og alt andet tænkeligt og utænkeligt udstyr til mc’en, dens chauffør og passager.
Det skilte ejerpar
"Vi har altid mindst 200 motorcykler til salg plus nogle få i kommission," siger 60-årige Henrik Rydberg, der er den ene ejer af herligheden, der gennem årene har bredt sig til flere parceller på Overgårdsvej med facade ud til hovedvejen gennem Aidt for at få plads nok til udstillingsafdelinger, værksted, showroom og en baggård med p-muligheder.
Den anden ejer er Mette Rydberg. Indtil for en halv snes år siden delte parret også deres privatliv – men altså nu er de to alene partnere i forretningslivet. Med klart delte og definerede arbejdsopgaver:
"Jeg styrer afdelingen med tøj, hjelme og andet mc-udstyr og ikke mindst alle tallene. Mænderne står for maskinerne," siger den knap 60-årige Mette Rydberg.
Mænderne, som på rigsdansk nok hedder mændene, er foruden Henrik seks ansatte og deres fælles barn, 25-årige Dennis, som er udset til at køre motorcykelbutikken videre ind i kommende tider, når den tid kommer.
Men inden fremtiden indtræffer, så lad os dvæle ved fortiden:
Mette og Henrik Rydberg kom i 1985 hjem fra nogle arbejdsår på Grønland og købte den allerede dengang lukkede kro på Overgårdsvej 1 for at bo der.
Plæneklipperværksted
Til kroen hørte en garage med et lille værksted, hvor den fingersnilde og mekanikforstandige Henrik mente, han kunne lave lidt håndøre ved at reparere omegnens motorplæneklippere og nabolagets cykler. Det slog an, og Rydbergs købte kort efter inventar, lager og værktøj fra en lukket trædecykelforhandler i Hinnerup. Forretningen Rydberg Cykler var født.
"Faciliteterne gav jo også mulighed for at skrue i motorcyklerne," siger Henrik Rydberg, der dengang både var medlem af en mc-klub og motorsportscyklist.
Også kammeraternes motorcykler skulle der skues i.
Og lidt efter lidt gled både plæneklipperne, havelågerne og de andre pedalcykler ud, da Rydbergs i 1991 både købte naboejendommen, hvor bil- og lastbilsværkstedet Aidt Auto & Diesel med tankstation havde boet.
Kort efter lykkedes det at få forhandling af Kawasaki-motorcykler, og så var fremtiden steget op. Rydberg Cykler blev til Rydberg MC, som siden har bygget ud og overbygget et større gårdareal og overtaget endnu en naboejendom.
"Det var ikke nemt at få forhandlertilladelsen fra Kawasaki. Men allerede året efter var vi den danske mc-forhandler, der sendte flest Kawasaki-maskiner ud på landevejene," siger Henrik Rydberg.
Kunder fra hele landet
En succes, Aidt-butikken gentog senest i 2016, 2017, 2018 og 2019. Og forinden i øvrigt også 10 gange tidligere. I 2013, 2014 og 2015 var Rydberg MC også den forhandler, der solgte flest Honda’er.
Uden at kende motorcykelmarkedet ned til mindste detalje kan man nok fastslå, at det ikke alene er lutter Aidt-, Thorsø- og Favrskovborgere, der køber deres motorcykel i Aidt.
"Næh, vi har kunder fra hele landet," siger Mette Rydberg.
Men da modellerne og priserne i runde tal er de samme i alle mc-huse landet over, må det være noget andet, der lokker motorcyklisterne til at sætte underskriften på købskontrakten ved siden af Rydbergs.
Er det servicen?
"Ja, det er det jo nok. Men vi kan også tilbyde hele pakken med køb og salg, service, finansiering, garanti og meget mere," siger Henrik Rydberg.
Nytårstamtam
Meget mere dækker bl.a. over julefrokost for kunderne, nytårstamtam i Aidt (begge dele er i år corona-truet), ligesom Rydberg MC også kan tilbyde vinteropbevaring af mc’erne. Og det er ganske smart. Bor du f.eks. inde i midten af Aarhus, kan du trille mc’en til Aidt, når køresæsonen slutter – og hente den igen, efterset, nytunet og landevejsklargjort, når forsikringsselskabet siger o.k. til igen at sende fartdjævlen ud på landevejen ved forårets komme.
"Vi har travlt på værkstedet og kunne godt bruge et par hænder mere, men det er desværre helt umuligt at skaffe en lærling. Og det er på sigt ris til egen røv, for uden lærlinge kommer der jo senere heller ingen svende," fortæller Henrik Rydberg, der som alle andre, der driver forretning, fik et mindre chok, da Danmark lukkede ned på grund af corona.
"Vi har før klaret os gennem kartoffelkur, finanskrise og andre dårlige tider, men da coronaen kom, gik salget af både nye og brugte mc’ere øjeblikkeligt i nul. Og blev der i nogle uger, inden det kom i gang igen. Vi har klaret os gennem krisen uden at gøre brug af lønkompensation og andre hjælpeforanstaltninger, og som månederne er gået, tyder alt nu på, at 2020 bliver et normalt og godt år," siger Mette Rydberg.
Og måske endda lidt bedre:
"Vi vil selvfølgelig prøve at få del i alle de frigivne feriepenge, der er på vej ud til forbrugerne. Vi vil meget gerne vise nye og gammelkendte kunder, hvor meget motorcykel de kan få for et selvvalgt antal tusindkronesedler om måneden," tilføjer Henrik Rydberg.