Busbjerg Spillene kommer tilbage i 2021
Frilufts-teatret nær Ulstrup udsætter grundet coronakrise
ULSTRUP Med pressemødet fra Statsministeriet mandag før påske blev en lavine af aflysninger sat i gang grundet coronakrisen.
Busbjerg Spillene med premiere 18. juni må også bide i græsset nu, for forestillingen Annie er i første omgang aflyst - men glædeligvis også udsat.
I en pressemeddelelse fra Busbjerg lyder det:
"Det er rigtigt ærgerligt, da vi ved, at der er så mange, der har knoklet derhjemme, hver for sig, med at lære replikker, danse og sange, men den gode nyhed er, at vi i stedet har fået udsættelse fra forlaget, så vi i 2021 spiller Annie. De nuværende skuespillere er allerede sikret en plads på holdet, men der kan også være mulighed for at vi åbner op for en lille audition i efteråret, hvis der nu skulle være en mand eller to, der kunne tænke sig at spille med i 2021.
Da Busbjerg jo allerede har haft en del udgifter i år og ikke får nogle nævneværdige indtægter, spår kasserer Ole Andersen, at vi går ud af 2020 med et underskud," skriver Busbjerg Spillene til pressen.