Mindelegat uddelt
Amalie Hougaard Jensen fik støtte til togt med skoleskibet Danmark
NAVNE Traditionen tro er den første tirsdag i februar måned i Grenaa Marineforening lidt anderledes end andre tirsdage, idet man her uddeler »Sofus mindelegat«. Opkaldt efter afdøde skibsfører Niels »Sofus« Ejvind Sørensen.
Niels Ejvind Sørensens var født på Samsø, hvor han voksede op. Han blev sømand og sejlede på de syv have. Han var en kendt og agtet person, når han gik i land uanset hvor i verden han kom.
På sine ældre dage var Sofus blevet en holden mand. Han nød at komme i Marinestuen på Grenaa Havn og havde sin faste plads ved bordet hver tirsdag, når han kom i tirsdagsklubben.
Oprettede mindefond
Da han kunne mærke, at kræfterne var ved at slippe op, oprettede han en mindefond. Der skulle doneres et beløb hvert år til en god person, der gjorde noget særligt for det maritime. Sofus døde i begyndelsen af februar, og de efterladte bestemte, at den første tirsdag i februar skulle donationen finde sted.
Dette års modtager af legatet på 5000 kroner er Amalie Hougaard Jensen. Pengene skal bruges til Amalies uddannelse til ubefaren skibsassistent på skoleskibet Danmark med start 17. februar. Ophold på skoleskibet Danmark bygger på traditioner, samarbejde, godt sømandskab og forener det praktiske med det boglige. Men det giver det selvfølgelig en del oplevelser samt nye venskaber på togtet, som denne gang har kurs mod Caribien eller Tenerife.