Et hop ned i det kolde gys

“Du skal lade være med at tænke så meget over det og bare hoppe i.”
Ordene kommer fra Christian Bank, da vi klokken lidt i otte om morgnen onsdag 12. november med en kold vind i ryggen og kun iført et tyndt håndklæde om livet går på badebroen hen mod enden, hvor en trappe skal føre os ned i det novemberkolde vand.
Christian er selvudnævnt vinterbader og hopper gerne i hver morgen her i Skanderborg Sø ved Vestermølle. Jeg er bare journalist og noget skeptisk over for det, som jeg om ganske kort tid skal prøve for første gang i mit liv.
“Det er jo helt idyllisk at bade her ved Vestermølle med udsigten ind mod Skanderborg,” lyder det med tilfredshed i stemmen fra Christian, da vi er nået helt ud til trappen. Der er ikke nogen vej tilbage nu.
“Vil du først?,” bliver jeg spurgt, og Christian kan vist med det samme godt se på mit ansigtsudtryk, hvad svaret er.
Han tager derfor sit håndklæde af med et spændt udtryk i ansigtet, der fortæller, at det her er noget, han glæder sig til hver morgen.
Uden videre at tænke over det, for det siger han jo selv, at man ikke skal, går han ned ad trappen og slipper med et lille, elegant hop gelænderet for at falde ned i det kolde vand.

En helt ny vinterbadeklub

Det er tre år siden, at Christian sammen med tre andre vinterbadere satte sig for, at de ville åbne en rigtig vinterbadeklub i Skanderborg med tilhørende sauna og omklædningsrum.
I oktober stod saunaen klar med hjælp fra lokale firmaer, som har finansieret materialerne, og omklædningsrummet låner de af Skanderborg Juniorsejlklub, der holder til ved Vestermølle. Derfor er Skanderborg Vinterbadeklub nu en realitet.
“Vi har på ganske kort tid allerede fået 80 medlemmer, så det er virkelig noget, der er interesse for her i Skanderborg,” fortæller Christian.
Når klubben runder 100 vinterbadere, stopper de for tilgangen af nye og vil i stedet lave ventelister.

Rutineret vinterbader

Imens Christian svømmer en lille runde ude i vandet, står jeg på broen og ryster. Ikke kun af kulde fra den tiltagende vind, men også lidt af nervøsitet over at skulle gøre Christian kunsten efter om ganske få minutter.
Christian ser dog på ingen måde ud til at føle ubehag over at være i vandet. Rutineret vinterbader, som han er, svømmer han stille og roligt rundt, og det er vist hverken på grund af, at jeg er der, eller for at blære sig, at han lige svømmer en stor bue, inden han tager fat i trappens gelænder.
Med et kæmpe smil på hele ansigtet stiller han sig op på badebroen og hopper et par gange, imens endorfinerne strømmer rundt i hans krop.
“Jeg fryser slet ikke. Det er fantastisk, hvordan kroppen selv kan afgive varme,” lyder det med et smil fra ham, imens han rækker sin arm frem for at vise, at den hverken ryster eller har gåsehud.

Kvinderne hopper i vandet

Siden klubben officielt startede op for under en måned siden, er det væltet ind med nysgerrige vinterbadere af begge køn og i alle aldre, som gerne vil være en del af klubben.
“Jeg er egentlig lidt overrasket over, hvor bred alderklassen er. Vi har vinterbadere, der er i midten af 30'erne, og så er der også personer på 80 år, som tager herud og bader,” fortæller Christian, som samtidig også oplyser, at der er flest kvinder, som er modige nok til at hoppe ned i det kolde vand ved Vestermølle.

Umuligt at se sur ud

Så er det min tur. Det føles mærkeligt at tage håndklædet af og stå helt nøgen på badebroen med en meget kold vind, der med små stød konstant bider fra sig.
I et forsøg på at efterligne Christian prøver jeg også at gå elegant ned ad trappen og hoppe ud i vandet. Det lykkes, men i samme øjeblik, min krop bliver opslugt af det iskolde vand, kan jeg mærke, at det er svært at trække vejret, og min krop føles næsten lam.
“Hvor er du sej,” råber Christian heppende oppe fra badebroen, imens jeg forsøger at svømme en ligeså stor cirkel ude i vandet, inden jeg griber fat i trappen og får kæmpet mig op på badebroen.
Med det samme begynder en stikkende varme at sprede sig i kroppen. Christian havde ret. Man fryser slet ikke, så snart kroppen er kommet over vandet og begynder at varme sig selv.
“Prøv at se sur ud. Det kan man ikke, vel? Det er kun muligt at smile,” lyder det konstaterende fra Christian. Og han har ret. Jeg får også lyst til at hoppe, og et smil kommer da også frem et par gange sammen med et lille brøl. Nu skal vi det, som jeg nok har glædet mig mest til, siden vi stillede os ud på badebroen. Den nye sauna skal afprøves.
Og her kommer kontrasten virkelig til syne, da vi i saunaen får det så varmt, at vi begynder at svede. Lige i det mest varme øjeblik fortæller Christian, at vi endnu engang skal ud i det kolde vand. Jeg er klar, for det her vinterbadning er da ikke slet ikke så slemt.