Hammel Neurocenter er presset til det yderste

Hammel Det er ikke kun hospitalernes akutafdelinger, der bliver presset af det stigende antal coronaindlagte. Det gør også f.eks. Hammel Neurocenter.

"Jeg gør mit bedste for at tilbyde rehabilitering til vores patienter ligesom mine kolleger, der er tilbage på afdelingen, og vi bliver ved med det, men på et tidspunkt bliver vi måske så presset grundet fravær af kolleger, dels til coronaberedskabet, og dels fordi de er hjemsendt med symptomer på corona/eller er testet positive."

Sådan skrev Marianne Christensen i et opslag på Facebook den 20. december. Hun er ergoterapeut på Hammel Neurocenter.

Aktuelt har hospitalet måttet ”afgive” 13 sygeplejersker til det såkaldte coronaberedskab. Det lagt sammen med et antal sygemeldinger og hjemsendelser og et øget antal patienter som led i håndteringen af det øgede pres på regionens hospitaler betyder, at personalet er spændt for til det yderste.

"Der skal ikke meget til, før det tipper, vi balancerer lige præcis," siger ledende overlæge Merete Stubkjær Christensen.

Hun betoner, at presset ikke betyder, at hospitalet vælter, men personalet kan i yderste konsekvens blive nødt til at gå på kompromis med den højt specialiserede behandling af patienterne.

Svært at bære

"Vi har en plan for, hvad vi gør, og det er meget anderledes end i foråret og fra det, vi har set fra Frankrig og Italien. Hver afdeling har nedskrevet, hvad man gør, og hvad vi går ned i," siger hun.

Men presset vil konkret kunne udmønte sig i den tid, der er personale omkring en patient. Patienterne vil altid få træning, ligesom den basale pleje i form af vask, ernæring og modvirken af tryksår ikke bliver påvirket, men det kan være, der ikke er samme træning som normalt.

"Det er noget af det, der betyder noget, og derfor vil vi være kede af at gå ned i det," siger Merete Stubkjær Christensen, der tolker opslaget fra ergoterapeuten på neurocentret som en erkendelse af og ærgrelse over tingenes tilstand.

"Det er meget genkendeligt og nok et udtryk for, at man er nervøs for, hvad der kommer til at ske, og om man kan stå på mål for behandlingen ... Det er jo højt fagligt kvalificeret og engageret personale, og det er svært at bære, hvis man ikke føler, man giver det optimale. Det kan jeg kun være stolt af."

Mandskab deltager i akutberedskabet

Hammel Neurocenter har skullet udpege 13 sygeplejersker til akutberedskabet, hvoraf alle 13 er sendt til akutafdelingerne i Viborg.

Derudover skal hospitalet stå klar til at aftage flere rehabiliteringspatienter fra intensivafdelingen i Silkeborg, hvis behovet skulle opstå, ligesom det skal kunne åbne et lokalt coronaafsnit til fem patienter, hvis det bliver nødvendigt.

I dag er der overbelægning på alle hospitalets afdelinger, men det har endnu ikke været nødvendigt at tvangsindkalde personale fra ferier.

I stedet organiserer de sig ud af travlheden, ved at personalet løber stærkere, og ved at visse faggrupper udfører arbejde, der ellers ikke ligger som en del af deres opgaver, således at ergo- eller fysioterapeuter f.eks. overtager opgaver fra sosu-assistenterne eller sygeplejerskerne.

Ifølge Marianne Christensen betyder det, at de som ergo- og fysioterapeuter i højere grad prioriterer at træne patienterne gennem de daglige, basale gøremål som at få en patient ud af sengen og nedprioriterer den mere specifikke træning med f.eks. armrobot eller specialiseret synketræning.

Økonomisk anerkendelse

Marianne Christensen fik en del respons på sit Facebook-opslag – 243 har således delt det inklusive formanden for ergoterapeuternes fagforening. Hele pointen med opslaget var nemlig todelt.

For det første at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er for f.eks. de hjerneskadede patienter indlagt i Hammel, at vi alle passer på hinanden ved at gøre alt det, vi kan, for at holde virussen fra døren, for det andet at opfordre til, at også andre arbejdsgrupper end sygeplejerskerne får anerkendelse for det arbejde, de som frontpersonale leverer.

"Jeg har været virkelig bange og bekymret for, om jeg skulle give det videre til min familie, men er alligevel mødt på arbejde, fordi jeg er en del af frontpersonalet, og patienterne intet kan uden os – de skal have rehabiliteringen. Det ville klæde alle fagforeninger at stå sammen og sige, at hele sundhedsvæsenet skal have et ekstra skulderklap i form af en ekstra pose penge," siger hun og understreger, at det ikke er anerkendelsen fra sin nærmeste leder, hun savner, men fra dem højere oppe i systemet, som er i stand til at afsætte den økonomiske gulerod.