Gør noget for andre
Den nye Akutpulje til kultur- og fritidsaktiviteter støtter de aktiviteter, som kan gennemføres midt i en krævende Covid-19-tid. Akutpuljen er fortsat åben for ansøgninger
Aktiviteter I løbet af de første to uger af Akutpuljens levetid har mange foreninger, privatpersoner og institutioner allerede ansøgt om midler til aktiviteter, der kan afvikles på trods af restriktioner og være med til at skabe en bevægelse - hvad end det er psykisk eller fysisk.
De mange aktiviteter spænder vidt. Rollespil i Ryomgård står for eksempel bag en online skriveworkshop med to af Danmarks dygtigste fantasyforfattere - Katrine Skovgaard og Julie Midtgaard.
I Skørring er forsamlingshuset og Menighedsrådet vært for en fastelavnsfejring, hvor man forskudt skal rundt til 40 poster fordelt i Skørring.
Man vil også kunne opleve musik i gaderne i det næste stykke tid, når Kafé Kolinds Balladeband tager rundt til forskellige byer og spiller udenfor folks egne vinduer. Hold øje med Kafé Kolinds medier for at finde information om byer og steder.
Få pulsen op - sammen
Løbeklubben Puls 8410 inviterer hele Syddjurs til at løbe eller gå en tur lørdag 13. februar. Hastighed og længde er underordnet, men man skal dokumentere sin tur med et billede og dele det på begivenheden på facebook, som man kan finde under 'Puls 8410'.
På Mørke skole har 4. og 5. klasse indgået en konkurrence om, hvem der kan bevæge sig længst i løbet af uge 8 - det bliver spændende at se, hvor mange forældre de får med på turen også.
Man vil løbende kunne finde de forskellige aktiviteter på www.oplevsyddjurs.dk og www.facebook.com/OplevSyddjurs
Akutpuljen stadig åben
Akutpuljen er stadig åben for ansøgninger. Sidder man som forening, borger, institution, kunstner eller noget helt femte og har en idé, som kan være med til at glæde andre i en nedlukket og mørk hverdag, skal man straks søge om midler til udførelsen gennem Syddjurs Kommunes Akutpulje til aktiviteter under Covid-19.
Man kan søge til aktiviteter inden for kultur, fritid og idræt, aktiviteter der foregår i Syddjurs Kommune i perioden 20. januar til 1. maj 2021, aktiviteter der overholder de aktuelle restriktioner for at undgå spredning af covid-19 og aktiviteter der skaber omsorg, glæde og oplevelser for andre
Puljen er på 250.000 kr.
gs