Fortsæt til indhold

Lokalt band modtager anmelder-ros

Bandet Blank, der udspringer af Favrskov Musikskole, får flotte fire stjerner af musikanmelder Anders Houmøller Thomsen

Samfund
Anette Bonde

musik "Man kan bunde en dobbelt espresso. Eller man kan skrue højt op for ”Don’t Tell Me” med Blank. Begge dele har en stærkt oplivende virkning."

Sådan skriver musikanmelder Anders Houmøller Thomsen om et af numrene fra bandet Blank fra Favrskov. Samtidig øste han fire stjerner ud af fem ud over bandets tre numre, der var indsendt til bedømmelse hos Spil Dansk.

Anders Houmøller Thomsen er tilknyttet Spil Dansk som anmelder af up-coming bands, og så skriver han også til en række danske og udenlandske medier, blandt andet anmeldelser af professionelle musikere.

Nummeret ”Don’t Tell Me” stråler af kommercielt potentiale, og sangen er et atypisk indslag i dansk pop/rock anno 2020, skriver musikanmelder Anders Houmøller Thomsen.

Muligheden for en professionel anmeldelse til et lokalt talent er en del af Spil Dansk kommunepakken som Kulturelt Samvirke siden 2015 har været tovholder for i Favrskov.

Råd om at vælge sin stil

Blank udspringer af Favrskov Musikskole og har blandt andet optrådt til Guldfesten 2019. Lokalavisens skribent har også hørt bandet live ved en anden lokal lejlighed, og var både godt underholdt og imponeret over musikernes kunnen og fine sammenspil, og ikke mindst en vis X-faktor på scenen.

Bandet får som nævnt fire ud af fem stjerner af Anders Houmøller Thomsen samt ros og nogle råd, som musikerne kan tage med sig videre ud i verden.

Overordnet mener Anders Houmøller Thomsen, at sangerinden Josephine Petri er fikspunktet, men at udtrykket trækker i for mange retninger. Han nævner ordet 'Stilforvirring' og råder bandet til at søge en klar profil, træffe nogle valg og finde et nogenlunde afgrænset ståsted.

Roser

Med de fire stjerne uddeler han selvfølgelig også en række roser. Nummeret ”Don’t Tell Me” stråler af kommercielt potentiale, og sangen er et atypisk indslag i dansk pop/rock anno 2020, skriver han og fremhæver Josephine, som han er tæt på at kalde en ny generations svar på Pernille Rosendahl. Kate Bush bliver også nævnt.

"Josephine Petri imponerer med elegance, attitude og sikre fraseringer, der kender sin besøgelsestid. Hun kammer ikke over, men holder sig klogeligt inden for popformatet."

Også de øvrige musikere anerkendes for at spille kompetent, og trommeslageren og guitaristen nævnes særskilt: "En trommeslager, der holder retning og overblik" og "Der er dog virkelig klasse over den smidige og sprøde guitar-sentens, og det klinger a la Red Hot Chili Peppers".

Til eftertanke

Guitarist i Blank Adam Romanow Hede Jensen fortæller, at Blank overordnet er glad for anmeldensen.

"Det er dejligt at få feedback, og der blev nævnt nogle superfine ting. Vi er også glad for at han nævner vokalen, for Josephine er helt klart en af vores stærke sider."

At Blank breder sig over for mange stilretninger i Anders Houmøller Thomsens øjne giver Adam ham ret i.

"Vi forstår hundrede procent den konstruktive kritik, han kommer med. Ja, vi skriver nok i både øst og vest. Det skyldes, at vi kommer fra hver vores baggrund. Men vi glæder os til at få hans kritik inkorporeret i den fremtidige proces og udvikle os på baggrund af det."