Ikea genåbner på mandag
Genåbningen gælder dog kun for kunder, der har bestilt tid
Et af Aarhus' mest kendte varehuse genåbner på mandag 15. marts.
Det er Ikea, og her kan kunder atter besøge og handle i det 31.500 kvadratmeter store varehus, som har været lukket siden 17. december. Det kræver, at man på forhånd booker en tid på grund af de nuværende corona-restriktioner. Kunder, der ønsker at besøge varehuset i Skejby, kan booke tid på Ikeas hjemmeside, som giver adgang til frit at handle i halvanden time per booking.
"Vi glæder os til at byde vores kunder indenfor igen - også selvom det kun er i begrænset omfang. Vi opfordrer til, at alle passer godt på hinanden, holder afstand og har tålmodighed, hvis der skulle opstå ventetid. Vi vil gøre alt for at give vores kunder en god oplevelse og samtidigt overholde myndighedernes anvisninger," siger John Kristian Sørensen, varehuschef i Ikea Aarhus, i en pressemeddelelse.
Her oplyses det også, at det kun er maksimalt 250 kunder, som kan handle samtidigt fra mandag 15. marts.
Når det store boligvarehus med rødder i Sverige atter slår dørene op, vil det også være muligt at returnere varer. Det kræver også en tidsbestilling via Ikeas hjemmeside. Kunder der ønsker både at returnere varer og handle hos Ikea skal booke to særskilte tider til det.
Ikea opfordrer til, at kun en person per hustand besøger varehuset. Hvis der er behov for at flere fra samme husstand besøger varehuset samtidig, vil det kræve én booking per person.