Natur: "Brug stranden meget mere"
Trænger du til at komme ud i den friske luft, så prøv at tage til stranden - her er både skatte til tingfinderen, gourmeten og legebarnet
natur Anita Søholm, Naturildsjæl, kender naturen i Syddjurs som sin egen bukselomme, og qva sin virksomhed Naturildsjæl guider hun, fortæller og inspirerer til at komme ud og nyde den. På spørgsmålet, hvor man skal søge hen, når man er blevet træt af at være mere eller mindre isoleret på grund af coronasituationen, lyder hendes tips:
"Havet. Vi er omgivet af hav, brug det meget mere. Jeg synes personligt, at det er en af de fineste naturoplevelser. Brug stranden året rundt."
Man må samle til eget forbrug af sten, tang og planter på stranden, og man kan lave stentårne, sandslotte og andre værker af naturens materialer. Husk lige at spørge ejeren om lov, hvis det er på privat strand, minder Anita Søholm om.
"En tingfinder-jagt er også sjov som en familie-konkurrence."
Lav en vulkan
På stranden kan man også lave sand-vulkaner:
Grav ud nedenfor vulkanen, medbring eventuelt optænding hjemmefra i form af tørt træ, bark, kvas, strå eller lignende og byg vulkanen op rundt om optændingen, der så kommer til at fungere som vulkanrør. Sæt ild til i bunden, og vulkanen begynder at ryge.
Tørt birkebark er i øvrigt nærmest naturens optændingsbriket.
Lav en strandpesto
Indsamling af skrald er der i forvejen mange borgere, der gør, fortæller Anita Søholm. Og det er altid nyttigt.
Du kan også gå på stenjagt, for eksempel efter hulsten, som du kan binde sammen og bruge i ophæng. Eller du kan samle sten efter et tema efter farve og form eller flade sten, som du kan bruge i en alternativ borddækning til frokost.
"Suppler eventuelt med blåmuslingeskaller som bordpynt og lave en strandpesto af strandbede, der er yderst velsmagende," foreslår Anita Søholm.
Opskriften på strandpesto er andetsteds på siden.
Man kan finde strandbede næsten ved alle Syddjurs strande og næsten året rundt, hvis der ikke er sne og meget frost. For eksempel ved Nappedam, Kalø, Femmøller, Jernhatten, Følle, Rosenholm, Vibæk/Ebeltoft, Boeslum, Mols etc
Uro og drømmefanger
Andre tingfinder-emner er små konkylier, hjertemuslingeskaller, fjer fra strandfugle, strandskaller.
"Det kan man lave den smukkeste strand-uro eller drømmefange af derhjemme. Det er i det hele taget sjovt at kombinere strandturen med noget, man kan bruge bagefter."