Fortsæt til indhold

Fyring: VGI-forstander ønskede ikke at engagere sig og bo lokalt i Vivild

Formand for skolebestyrelse Jens Krogsgaard forklarer, hvorfor VGI skal have ny forstander

Samfund
John Pedersen

Vivild: Forstander på VGI - Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole - Jan Uhre Thomsen - ønskede ikke at bo lokalt og engagere sig i lokalsamfundet.

Det er en af årsagerne til, at han med skolens bestyrelse er blevet enig om en fratrædelsesaftale og allerede har haft sin sidste arbejdsdag på efterskolen.

Uenige om fremtiden

Formand for skolens bestyrelse Jens Krogsgaard føjer til, at det også var blevet mere og mere tydeligt, at der var uenighed i de visioner for skolen fremover og den linje i ledelse som bestyrelsen gerne så og den linje forstander Jan Uhre Thomsen ønskede.

Det var i 2017, at Jan Uhre Thomsen kom til VGI og sammen med sin hustru Mette Højbjerre Thomsen tog over som forstanderpar.

Bestyrelsesformanden oplyser, at Mette Højbjerre Thomsen allerede til sommerferien blev opsagt, da VGI fremover ønskede en ledelse med forstander og viceforstander.

Per Olaf 21 år på skolen

Efter den tidligere forstanders fratrædelse er Per Olaf Schmidt blevet konstitueret i jobbet.

"Per Olaf har været ansat på VGI i 21 år og kender om nogen skolen og dens værdier og de ansatte", konstaterer Jens Krogsgaard.

Den konstituerede forstander har inddraget en af skolens lærere som midlertidig afdelingsleder og flere af de erfarne lærere har påtaget sig ekstra opgaver til støtte for den midlertidige ledelse.

.

Der er styr på tingene

Den konstituerede forstander Jan-Olaf Schmidt bekræfter den nye situation på ledelsesgangen.

"Jeg kan blot sige, at der er styr på det hele og ingen panik på skolen".

Eleverne er naturligvis blevet orienteret.

Bestyrelsesformanden bekræfter den positive stemning.

"Det fungerer faktisk helt fantastisk og der er smil og gå-på-mod over hele linjen, selv i disse problematiske corona-tider. Helt aktuelt har vi måttet forholde os til en række elever fra de nordjyske kommuner, der er særlig ramt af corona-virus lige nu".

Profil for ny leder

Bestyrelsen på VGI har haft indkaldt hele personalet til møde, for at man sammen kunne begynde processen med ansættelse af en ny forstander.

"Der var en overvældende interesse fra personalet for at indgå i arbejdet og vi fik mange gode in-put at arbejde videre med", forklarer Jens Krogsgaard.

I nær fremtid vil der blive nedsat et ansættelsesudvalg med bestyrelsen og repræsentanter fra personalet, hvor der skal findes en profil for den kommende forstander samt defineres arbejdsområder for den nye ledelse af skolen.

"En meget spændende - men også neget omfattende og arbejdskrævede opgave. Men jeg er glad for at kunne sige, at der er masser af god vilje og lyst til at finde den rigtige kvinde eller mand til jobbet", slutter formand for bestyrelsen på VGI.

Jan Uhre Thomsen og Mette Højbjerre Thomsen kom til VGI i 2017 fra en stilling på Lomborg Gymnastik. og Idrætsefterskole.

Her blev det kun til tre uger i jobbet. Uenigheder om ansættelsesvilkårene med skolens bestyrelse var årsag til det hurtige exit.

Jan Uhre Thomsen har det ikke været muligt at komme i kontakt med for hans udlægning af sagen.