Det gør ondt at tænke på: Frivillige i Favrskov samler ind til svigtede børn
Marianne og Mille fra Hammel og Hadsten er nogle af de frivillige, der hiver raslebøssen frem 21. marts til Børns Vilkårs landsindsamling
indsamling Børns Vilkårs rådgivere på BørneTelefonen har hvert år over 50.000 samtaler med børn og unge, som har brug for hjælp. Pengene fra landsindsamlingen går til, at Børns Vilkår kan hjælpe endnu flere svigtede børn i Danmark.
En af dem, der tager forårstøjet på og går rundt med raslebøssen, er Marianne Lyngby Pedersen, direktør i Bog & idé. Hun samler ind i Hammel sammen med sin 18-årige søn.
"Det gør ondt at tænke på, at så mange børn og unge i 2020 har rakt ud efter hjælp på BørneTelefonen. Derfor vil jeg gerne hjælpe til, hvor jeg kan, og jeg synes, en søndag formiddag er et lille bidrag i den forbindelse. Nu håber jeg bare, at vi får samlet mange penge ind. Børns trivsel er en hjertesag for Bog & idé."
Mille Olesen på 32 samler ind i Hadsten sammen med sin lille datter for andet år i træk.
"Der går ikke noget af mig ved at gå en tur rundt i lokalområdet en søndag eftermiddag og samle ind til et godt formål. I år har vi valgt én rute i stedet for to, da det er lige langt nok at gå for en lille pige. Det er en ret hyggelig begivenhed, hvor folk er søde og villige til at donere."
Læs mere om indsamlingen på stopsvigt.dk.
sas