Fortsæt til indhold

Minimal smitte i aarhusianske folkeskoler

Smitten er ikke øget nævneværdigt blandt folkeskoleeleverne siden genåbningen

Samfund
Arkiv

Coronasmitten i Aarhus forholder sig fortsat på et stabilt niveau og ligger tirsdag på 33 smittede på et døgn.

Kommunen har dermed en incidens (nysmittede de seneste syv dage per 100.000 indbygger) på 63.

Højeste incidens finder vi fortsat i Sabro med 195 og Brabrand med 129.

Af de daglige opdateringer fra Aarhus Kommune fremgår det også, at smitten i de aarhusianske folkeskoler ikke har bredt sig nævneværdigt siden genåbningen 8. februar, hvor de mindste klasser måtte komme tilbage i skole.

Da de blev sendt tilbage 8. februar havde der de seneste syv dage været 12 smittede folkeskoleelever, og faktisk faldt det tal helt ned til tre smittede de følgende dage. Derefter skete der en lille stigning, som toppede 22. februar med 22 smittede folkeskoleelever de seneste syv dage.

Tirsdag den 17. marts, efter de ældre elever har fået lov at komme en enkelt dag til udendørs undervisning, er smittetallet i folkeskolerne stadig meget lavt. I alt 17 folkeskoleelever er de seneste syv dage blevet smittet.

Kommunen har data for smitteudviklingen på førskoleniveau (0-6-årige), folkeskoleniveau (7-15-årige), ungdomsuddannelsesniveau (16-19-årige) og for de videregående uddannelser (20-25-årige).

Og det er i sidstnævnte gruppe, at vi finder klart flest smittede. Den seneste uge er 49 unge på videregående uddannelser blevet smittet.

På landsplan fortsætter indlæggelsestallet med at falde og er nu under 200 - helt præcist 196 indlagte. Heraf 41 på intensiv og 25 i respirator.

I alt 787 er konstateret smittet det seneste døgn ud af 309.309 tests. Det giver en positivprocent på 0,25.

En enkelt person er død med corona det seneste døgn.

ddp