BørneTelefonen skal svare når tid er
Børns Vilkår sender indsamlere på gaden søndag 21. marts - Leif og Leo i Skanderborg er helt klar
UDSATTE BØRN Ikke alle børn, som henvender sig på BørneTelefonen hos Børns Vilkår, når at komme igennem. Er der kø på linjen, så opgiver de, og børnene er væk igen. Det problem skal Børns Vilkårs Landsindsamling 2021 på søndag 21. marts hjælpe til med at fikse.
I Skanderborg er to af indsamlerne ved at gøre sig klar med indsamlingsbøssen og et MobilePay nummer, som kan bruges, når de ringer på døren.
Domsmand i børnesager
Leif Jørgensen er indsamler for første gang. Den 71-årige pensionist er ikke i tvivl om, at der er et behov derude for hjælp.
"Jeg har tidligere været domsmand i både byret og Vestre Landsret, hvor flere af sagerne var vold og misbrug af børn. Derfor er det vigtigt, at BørneTelefonen fungerer, så børnene kommer igennem og kan få støtte," mener Leif Jørgensen.
"Jeg har også selv børn og børnebørn, som godt nok trives, men skulle de få brug for hjælp, så skal den jo være til at få fat i."
Han er også bekymret for de børn, som har været ramt af nedlukningen det sidste års tid.
"Vores eksperter og Mette Frederiksen, som gerne vil være børnenes statsminister burde fokusere mere på vores egne udsatte børn. Vi hjælper jo gerne børn i hele verden."
Leif Jørgensen har to ruter han skal passe i Skanderborg på søndag.
"Det tager nok tre-fire timer."
Med for tredje gang
Leo Hansen på 72 år er med i landsindsamlingen for tredje gang. Han er heller ikke i tvivl om, at det skal være muligt for trængte børn at komme igennem BørneTelefonen, når der er brug for det.
"Min datter har siddet på BørneTelefonen, så jeg ved, hvor vigtigt det er for børnene at komme igennem," siger han.
"Så jeg tager gerne bøtten i hånden og går en tur for at samle ind. Folk tager vældigt godt imod, det giver mig selv noget at gøre dette, og samtidig får jeg dagens motion," siger Leo Hansen.
Børns Vilkår Landsindsamling 2021