Fortsæt til indhold

Debat: Det er blevet forår for udepædagogik

Samfund
Mads Nikolajsen; Formand for Børne- og Ungdomsudvalget (SF)

Når Norddjurs skoler og daginstitutioner åbner i næste uge bliver de fleste aktiviteter udendørs. ”Aktiviteter skal så vidt muligt foregå udenfor” og ”undervisningen tilrettelægges så størstedelen af skoledagen foregår udenfor” siger Sundhedsstyrelsens vejledning for henholdsvis daginstitutioner og skoler.

Indendørs sættes alle sejl til med hovedrengøring før åbningen hvert enkelt sted, der skal ekstra håndvaske op mange steder, og den daglige rengøring skal forstærkes. Derfor omdirigeres rengøringspersonale til skoler og daginstitutioner, fast personale der kan, går op i tid, og der rekrutteres ekstra personale, så sundhedskravene kan opfyldes, når der åbnes.

Heldigvis har rigtig mange af Norddjurs daginstitutioner, skoler og børnebyer rigtig gode udearealer og eller naturområder tæt på. Øster Allings ”Bette-Bo” i vest, over Ørsted børneby i Nord, Fjellerup naturbørnehave i Midt, Grenaas skovbørnehave, Landsbyen og Stjernehuset i øst til Toubro i syd er alle eksempler på institutioner med store udearealer.

Det kommer børnene til gode i Corona-tiden, når man ikke må være inde så mange ad gangen.

Norddjurs nyder godt af, at mange daginstitutioner, børnebyer og skoler har gode udearealer. Klasseværelser og faglokaler, stuer og dagplejehjem har vi jo fordi der er brug for dem. Men når nu der skal være 2 m afstand mellem pladserne, så er det ekstra godt at vi har rigtig mange lærere, pædagoger og dagplejere, der er stærke på natur og udepædagogik. Norddjurs har et naturfagsnetværk af bl.a. lærere og pædagoger sammen med Norddjurs skoletjeneste. Skoletjenesten vil der blive trukket ekstra på i den kommende tid, og naturcentre og også museer tilbyder udendørs aktiviteter også når vi genåbner. Så det er ikke bare nødløsninger, men også mere udepædagogik. Men det er selvfølgelig heldigt, at genåbningen ligger her i foråret.

De ældste klasser skal fortsat blive hjemme. Derfor er der god plads på overbygningsafdelingen Søndre skole i Grenaa. Hertil planlægges flytning af børn i 4. og 5. klasse fra Vestre og Østre, alle udgør en del af Søren Kanne skolerne. Også flytning af en nogle af børnene i daginstitutionerne Regnbuen i Grenaa, Åparken i Ørum og Mælkevejen i Auning overvejes.

Norddjurs har vedtaget at ”skynde sig langsomt” for at få alt på plads.

Åbning bliver derfor tidligst mandag 20. april. Alle forældre får besked om hvornår og hvordan åbnes fra børnenes skole og daginstitution forud for åbningen.