Fortsæt til indhold

"Det er på tide, at Norddjurs kan være sig selv bekendt igen"

Ældrerådsformand Ingeborg Kyed Petersen slår fast, at en del af pengene fra den kommunale udligningsreform bør bruges på at bringe værdigheden tilbage i kommunens ældrepleje

Samfund
Simon Carlson

Norddjurs Ifølge de første meldinger fra Finansministeriet kan Norddjurs Kommune forvente at få knap 57 millioner kroner ekstra i kassen fra den kommunale udligningsreform.

Da kommunen for to år siden pludselig befandt sig i økonomisk søle blev blødningen blandt andet stoppet ved at skære kraftigt i kommunens service til de ældre borgere. Derfor er formand for Ældrerådet i Norddjurs Kommune Ingeborg Kyed Petersen heller ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der i hendes optik bør prioriteres med flere penge i kommunekassen.

"Ved besparelserne blev der fjernet 10 procent af pengene til plejecentre, sygeplejen og hjemmeboende ældre. Det betød blandt andet, at der nu kun er rengøring hver tredje uge og ikke hver 14. dag som tidligere. Samtidig har personalet fået så travlt, at mange af de ældre ikke tør spørge om hjælp. Det er ikke en kritik af personalet, men af besparelserne, der gør, at de har så travlt. Jeg synes, det er på tide, vi får servicen op på et niveau, så Norddjurs Kommune kan være sig selv bekendt igen," siger Ingeborg Kyed Petersen.

Meget skal indhentes

Faktisk mener ældrerådsformanden, at der ikke er grund til at vente på pengene fra udligningsreformen. Kommunens besparelser har således vist sig så effektive, at der nu er langt flere penge i kommunekassen end de 150 millioner kroner, der er målet for kommunens permanente kassebeholdning.

"Økonomien er ved at være på ret køl. Nu skal politikerne passe på, at kassebeholdningen ikke ender med at blive for stor, for der er meget, der skal indhentes, hvis vi skal tilbage til et ordentligt niveau på ældreområdet," konstaterer Ingeborg Kyed Petersen.

Mere selvbestemmelse

Ud over rengøring og den generelle pleje af kommunens ældre borgere, peger Ingeborg Kyed Petersen på selvbestemmelse og ensomhed som væsentlige områder, der bør have mere fokus i fremtiden med en endnu bedre polstret kommunekasse.

En stor del af kommunens aktivitetstilbud er således helt fjernet og ældrecaféer er lukket ned. Klippekortsordningen, hvor ældre borgere selv kan råde over en halv times ekstra hjemmehjælp om ugen, eksisterer heller ikke længere i Norddjurs Kommune.

"Klippekortet er med til at give mere selvbestemmelse for ældre borgere, og det er der altså noget værdighed i. Ensomhed blandt ældre er et stort problem i hele landet, og her i kommunen har man fjernet flere af de tilbud, der er med til at forebygge ensomheden. For mig at se, er det vigtigt, at de tilbud kommer op at køre igen. Særligt for de hjemmeboende ældre, som nu også har oplevet at være isoleret under coronaen," mener ældrerådsformanden.

Hamper besparelse

Hun er dog godt klar over, at der er lagt op til sværdslag om fordelingen af de kommunale udligningspenge på kommunens områder. Også skolerne og investeringer i kommunens infrastruktur har måttet bøde, og Ingeborg Kyed Petersen anerkender også, at der er mange steder i kommunen, der trænger til en økonomisk håndsrækning.

Det ændrer imidlertid ikke, at der netop nu er et stort behov for at råbe op på de ældre borgeres vegne.

"De ældre udgør kommunens tavse flertal, og derfor er vi nødt til at være på forkant og råbe op om vores ønsker nu. De 10 procent i besparelser var virkelig hamper at sluge. Det er på tide at komme tilbage til bedre tilstande og bringe værdighed tilbage i ældreplejen," fastslår Ingeborg Kyed Petersen.