Fortsæt til indhold

FC Djursland arbejder på live-transmission af Danmarksserien

Samfund
Simon Carlson

Forsamlingsloftet i forbindelse med udendørs idræt er hævet til 50 personer, og det betyder, at kampboldene i serie- og ungdomsrækkerne endelig kan få lov at rulle igen.

Tilskuere får dog stadig ikke lov at være til stede på sidelinjen og på tribunerne.

I Grenaa IF erkender Frederik Nicolajsen, at klubben kommer til at savne tilskuerne.

Derfor arbejdes der lige nu på at bringe noget af fodbolden den anden vej, så man kan følge med på afstand.

"Vi mangler en væsentlig del af fodbolden, og det er tilskuerne, der desværre ikke må være på lægterne endnu. Vi arbejder på at live-transmittere nogle af kampene eller optage dem og gøre dem tilgængelige, så vores trofaste publikum stadig kan få lidt fodboldunderholdning," fortæller formanden.

Han er dog enormt tilfreds med, at det nu endelig igen er tilladt at betræde græsset på kampbanerne.

"Det glæder os meget, at vi nu kan træne og spille ”rigtig” 11-mandsfodbold, og vi kan få hele staben omkring holdene med til kampene. At træne frem imod en kamp er meget mere motiverende end blot at træne. Det ligger i fodbolden, at vi har kamp i weekenden og det er det vi træner hen imod. Specielt for vores seniorhold er det meget motiverende, at vi igen kan komme til at spille kampe," siger Frederik Nicolajsen.

FC Djursland spiller første turneringskamp skærtorsdag 1. april mod Aarhus Fremad på HSM Arena klokken 15.