Trail Surfers er klar igen
Efter en periode med lukning og flytning åbner MTB-butikken og cykelværkstedet Trail Surfers nu i nye lokaler i Gl. Rye
Trail Surfers er rykket til Gl. Rye. Martin Østergaard Gertsen og Thomas Hansen åbnede 3. april MTB-butikken og cykelværkstedet på Nyvej 22.
De har siden 2018 drevet butikken i lokaler på Silkeborgvej i Aarhus, men begge to har altid gerne villet tættere på MTB-sporet ved Gl. Rye.
"Her er der nogle af Danmarks bedste spor, og MTB'erne kører lige forbi os her på Nyvej 22," konstaterer Thomas Hansen."
Både han og Martin Østergaard Gertsen er ivrige MTB'ere.
I Trail Surfers er der showroom, værksted for mountainbikes og gravel-cykler og et hjørne, hvor man kan slå sig ned, hygge sig og udveksle tips og oplevelser.
"Så det kan gå hen og blive et community for MTB'ere."
Trail Surfers har åbent alle ugens syv dage.
Fin velkomst
Thomas Hansen fortæller, at de første åbningsdage var ganske overvældende med masser af kunder og gæster fra by og opland, varm velkomst og gaver. Det var både unge og ældre og andre butiksindehavere i byen. Også den lokale MTB-klub kiggede ind.
"Det er rart at komme ud i et lokalsamfund. Vi kan mærke at der er et stærkt sammenhold, og at mange tiltag laves sammen."