Nye boliger på Slagterigrunden er endelig på vej
Et boligbyggeri med både private og almennyttige boliger på den såkaldte Slagterigrund hilses velkommen af Syddjurs Kommune
Ebeltoft Den såkaldte Slagterigrund ved siden af Glasmuseet har stået tom siden 2003, hvor et tidligere slagteri på grunden blev revet ned. Grunden er privatejet og har været til salg i længere periode. I 2009 blev der vedtaget en ny lokalplan for området, der giver mulighed for boligbyggeri på grunden. Lokalplanen angiver at der skal bygges øst-vest vendt på kysten, så der vil være sigtelinjer mod vandet fra Strandvejen.
Den yderste del mod vandet, den såkaldte kommunale halvø på 5000 kvadratmeter, er ejet af kommunen. Dette område er planlagt til kulturelle eller rekreative formål og udformningen af området vil indgå som et af de første store skridt i inddragelsesprojektet Ebeltoft i udvikling. I den aktuelle dialog med en investor og det almennyttige boligselskab djursBO er det derfor en væsentlig prioritet, at der sikres en god og naturlig adgang fra byen til det rekreative område på halvøen. Det skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Politisk tilfredshed
Efter at en mulig investor har kontaktet Syddjurs Kommune omkring et boligprojekt på Slagterigrunden er der blevet arbejdet på at sikre et projekt som rummer en kombination af private ejerboliger og almennyttigt byggeri, og det glæder borgmester Ole Bollesen.
"Det er en utrolig god nyhed, at vi forhåbentlig kan se frem mod et nyt og flot boligbyggeri på Slagterigrunden som har stået tom alt for længe. Jeg er også meget tilfreds med at byggeriet vil rumme både private boliger og almennyttige boliger fra djursBO, sådan at både de mere og de mindre velstillede vil få adgang til området. Som kommune har vi også en væsentlig interesse i at sikre et flot og sammenhængende byggeri, der både overholder lokalplanens principper om sigtelinjer og giver god adgang til den kommunale halvøs rekreative område. Projektet er i den tidlige fase, men vi har heldigvis allerede en god dialog med både investor og djursBO – og vi vil naturligvis gøre hvad vi kan, for at fremme projektet," lyder det fra Ole Bollesen.
Projektet rummer i sin aktuelle form 6.000 kvadratmeter almene boliger fra djursBo, placeret ud mod Strandvejen, og 6.000 kvadratmeter privatopførte boliger, tættest på Ebeltoft Vig. Projektets endelige udformning forventes gennemført ved et parallelopdrag, hvor tre anerkendte arkitektfirmaer inviteres til at give deres bedste bud på Slagterigrundens fremtidige arkitektur med udgangspunkt i lokalplanens bestemmelser.
Projektet med opførsel af almene boliger forventes realiseret i perioden 2021-2022.