Normal gør klar til at åbne i Viby Centret
Den populære butikskæde slår dørene op på en ubestemt dato til sommer
Butiksåbning Borgerne i Viby kan se frem til at få en Normal-butik i Viby Centret. Det fortæller butikskædens direktør, Torben Mouritsen.
"Der er ikke sat en præcis dato på det endnu, men vi åbner en butik i Viby Centret engang til sommer," oplyser han til Lokalavisen Aarhus.
Når den nye butik åbner, får den 325 kvadrameter at boltre sig på, og Torben Mouritsen forventer, at der skal være 10-15 medarbejdere, den butikken kommer op at køre.
Et godt mix
Normal har i forvejen 93 butikker i Danmark, men har også butikker i Norge, Sverige, Finland, Holland og Frankrig.
At én af de næste butikker vil være at finde i Viby Centret glæder Normal-direktøren, der har gode erfaringer med at butikscentre.
"Vi er glade for at ligge i et lokalcenter som Viby Centret. Der er typisk et godt mix af dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker. Noget vi har gode erfaringer med," siger Torben Mouritsen.
Normal kommer til at overtage lokalerne fra tøjbutikken Mikkel.