Hornslet: Trafikløsning til Stadionvej og Rosenholmvej skal være trafiksikker og langtidsholdbar
Flere boliger og en kommende ny udskoling i forbindelse med Hornslet Hallen vil betyde øget trafik ved krydset Stadionvej / Rosenholmvej
Trafikken i krydset Stadionvej / Rosenholmvej vil i de kommende år stige markant. En kommende ny udskoling i forbindelse med Hornslet Hallen vil stå klar fra 2024-2025 samtidig med at Ungdomsskolen også flytter til området.
En ny lokalplan åbner desuden for byggeriet af 36 boliger tæt på Mosegården på Stadionvej. Byggemodningen af grundende går i gang i dette forår.
Tre trafikløsninger
Udvalget for natur, teknik og miljø blev på deres møde 16. april 2021 præsenteret for tre mulige trafikløsninger udarbejdet af Rådgivervirksomheden Rambøll.
Ud over at sikre god adkomst til Stadionvej skal en nye trafikløsning også give en bedre oplevelse af ankomsten til Hornslet nordfra.
Rambølls tre forslag kan alle håndtere den nuværende og kommende trafik, selvom en større signalløsning eller en rundkørsel vil have længst levetid. De tre forslag er:
- Løsning som bibeholder eksisterende udformning, eventuelt med justeringer og lukning af adgangen til tankstationen
- Signalregulering med tre forskellige løsningsmodeller i forhold til tankstationen
- Rundkørsel, fire forskellige udformninger, med forskellig kørselsdynamik og forskelligt arealbehov
Jeg er klar over, at en ny løsning vil kunne indebære, at kommunen skal købe en eller flere ejendomme. Det søger vi naturligvis at få afklaret så hurtigt som muligt af hensyn til de berørte ejereKim Lykke Jensen (SF), udvalgsformand
Køb af private ejendomme
Formanden for udvalget for natur, teknik og miljø Kim Lykke Jensen (SF) udtaler:
”Det er vigtigt for udvalget, at vi bygger en trafikløsning for krydset Stadionvej / Rosenholmvej, der først og fremmest er trafiksikker, men som også sikrer god trafikafvikling. Løsningen skal være tilstrækkelig robust til at kunne håndtere trafikken til den kommende udskoling og indtænke trafikken fra Birkevej. Jeg er klar over, at en ny løsning vil kunne indebære, at kommunen skal købe en eller flere ejendomme. Det søger vi naturligvis at få afklaret så hurtigt som muligt af hensyn til de berørte ejere.”
Kommunens administration vil arbejde videre med de tre løsningsmodeller, hvorefter byrådet vil tage den endelige beslutning.