Hadsten Frisør er flyttet ind til naboen
Ønsket om mere plads fik Azad Hossein til at rykke Hadsten Frisøren
De, som kender Hadsten Frisøren, ved, at man skulle have øjnene spærret godt op for at få øje på den lille facade ud mod »Strøget« i Hadsten. Salonen var nemlig nemt overset.
Sådan er det ikke i dag. Asad Hossein har nemlig valgt at flytte sin frisør-salon ind i nabolejemålet, sådan at adressen altså fremover vil være Søndergade 7 og ikke længere 5.
»Jeg ville gerne have nogle flere kvadratmeter at gøre godt med,« forklarer Azad Hossein, som derfor har haft en del at lave, selvom forretningen var corona-lukket.
»Jeg har brugt halvanden måned på at male og lave indretningen, så lokalet fremstår pænt,« siger Azad Hossein, som altså kunne slå dørene op til en »ny« salon, der står helt skarpt, da coronarestriktionerne blev lempet, og frisørerne igen måtte tage i mod kunder.