Fortsæt til indhold

Pernille har snittet en musikvideo. Det tog et halvt år

Pernille Zankel Bossow og Christina Strandholdt i unikt samarbejde, der nu vises frem

Samfund
gs

Musikvideoer er normalt ikke noget, man snitter med en lille kniv. Med mindre, selvfølgelig, at man har linoleumstryk som sin foretrukne udtryksform. Det har Pernille Zankel Bossow, som driver Atelier Snit på Maltfabrikken. I et halvt år har hun arbejdet med videoen til musiker Christina Strandholdts debutsingle, og nu er de klar til at præsentere resultatet af deres nære samarbejde.

Én ting, coronapandemiens lange perioder med nedlukning og sociale bobler har været god for, er grundige fordybelsesprojekter. Som at komponere og indspille sit debutalbum, eller lave filmsekvenser ud af flere hundrede linoleumstryk.

Ja til langt forløb

Da Christina Strandholdt henvendte sig for at høre, om Pernille Zankel Bossow mon havde lyst til at levere billedsiden til en musikvideo i form af linoleumstryk, vidste de begge to, at det ville blive et omfattende projekt. Der skal bruges 8-10 billeder pr. sekund i den type film, så selvom det kun drejer sig om få minutter, skal der produceres flere hundrede tryk. Men Pernille sprang ud i det:

Det var et sjovt benspænd, så jeg sagde ja, selvom jeg vidste at det ville blive et langt forløb.
Pernille Zankel Bossow, Atelier Snit

»Jeg kunne se for mig, at det kunne gøres ved at lade billederne vokse gradvis frem, og på den måde udnytte processen i den måde man snitter et motiv på. Det var et sjovt benspænd, så jeg sagde ja, selvom jeg vidste at det ville blive et langt forløb. I gennemsnit har jeg arbejdet på det 2-3 dage om ugen i et halvt år,« fortæller hun i en pressemeddelelse.

Det er Pernille, der har ført linoleumskniven, men hun og Christina understreger, at musikvideoen er resultatet af et nært samarbejde om drejebogen til handlingen, forløbet og klippeprocessen, som for dem begge har været nyt territorium.

Livskraft trods modstand

Christina Strandholdts debutsingle Angel Skin referer med sin titel til ’englehud’, en betegnelse for den slags kirurgisk tape, der anvendes til heling af ar på kroppen. Sangen handler om livskraft trods modstand, og det tema fængede hos Pernille Zankel Bossow, der har ukrudt som et af sine foretrukne motiver. Derfor valgte de sammen at underbygge sangens tema ved at lade livskraftige vilde planter som mælkebøtte og hyrdetaske spille en fremtrædende rolle i videoen.

Sjælden genre

Linomation kaldes det, når en animationfilm består af linoleumstryk. Genren er yderst sjælden, men frem til den 21. maj kan Angel Skin opleves i udstillingsrummet Store Kølle på Maltfabrikken, hvor man både kan opleve selve musikvideoen og se en udstilling af nogle af de originaltryk, som den er lavet af. Der er fri éntré til udstillingen, som kan ses i hovedbygningens åbningstid mandag-torsdag 12-18 og lørdag 10-14. Ved udstillingens fernisering tirsdag den 11. maj kl 17.30 spiller Christina Strandholdt sangen Angel Skin live, og fortæller sammen med Pernille Zankel Bossow om arbejdsprocessen der forenede to vidt forskellige formidlere. Også til ferniseringen er der fri entré, men pladsreservation er nødvendig, da deltagerantallet er begrænset. Detaljer omkring bestilling kan ses i kalenderen på Maltfabrikkens hjemmeside.