Fortsæt til indhold

Nu kan du igen droppe ind fra gaden og blive døbt

For første gang i år er det nu muligt at komme til DropInDåb.

Samfund

De plejer at finde sted fire gange årligt.

I år bliver det dog højst til tre DropInDåb-arrangementer i Aarhus Kommune. Den første omgang blev aflyst på grund af ”you know what”.

Men 2. pinsedag, den 24. maj, inviterer Møllevangskirken atter til DropInDåb for alle.

Ved DropInDåbs-arrangementerne er det ikke nødvendigt at tilmelde sig. Alle kan blive døbt på stedet. Det eneste, man skal huske, er at medbringe gyldig legitimation med foto. Hvis man er under 18 år, skal man desuden have forældre eller værge med.

Alle er velkomne

Man behøver ikke have nogen tilknytning til Møllevangskirken for at benytte sig af tilbuddet. Det er også helt op til den enkelte, om man ønsker at have gæster og dåbsvidner med.

Hvis man kommer alene, sørger kirken for at stille de nødvendige dåbsvidner til rådighed. Når man møder op får man en kort samtale med en præst, og bagefter bliver man døbt i kirken.

Dåben foregår helt som normalt, bare uden tilmelding – dog i disse tider under hensyntagen til de til enhver tid gældende restriktioner og anbefalinger. Efter dåben bydes der på en lille forfriskning og en dåbsgave.

DropInDåb blev for første gang tilbudt i Aarhus i begyndelsen af 2019. I løbet af det første år valgte 87 mennesker at komme ind direkte ind fra gaden og blive døbt.