Fortsæt til indhold

Flygtningeboliger: Lejemål bliver opsagt

I 2020 kom der ingen flygtninge til kommunen, i 2021 forventes 20.

Samfund

Der kommer i disse år langt færre flygtninge til Danmark, sammenlignet med i eksempelvis 2015, og i 2021 modtager Skanderborg Kommune efter planen blot 20 kvoteflygtninge, mens der i 2020 slet ikke kom flygtninge til kommunen. Det betyder, at kommunen har flygtningeboliger til overs.

Konsekvensen bliver blandt andet, at kommunen opsiger lejemålet af 47 boliger på Bakkedraget i Hørning pr. 1. april 2022. Et lejemål på Århusvej 51A i Stilling kan til gengæld først opsiges 1. februar 2026.

Der vil fortsat være flygtningeboliger på adressen Skanderborgvej 62 i Ry, hvor der er 10 boliger i en bygning, som Skanderborg Kommune selv ejer. Kommunen har desuden mulighed for at råde over 20 af de 68 lejligheder, der kommer på Vesterskovvej i Skanderborg, hvor Skanderborg Andelsboligforening er i fuld gang med at bygge.

Fremadrettet forventer integrationsafdelingen, at man kan opfylde behovet for boligplacering af nyankomne flygtninge med en kapacitet på 10 midlertidige boliger.