Fortsæt til indhold

VIA University Collega holder virtuelt åbent hus

For andet år i træk inviterer VIA's campusser i Aarhus til online åbent hus-arrangement, hvor interesserede kan blive klogere på uddannelsesvalg

Samfund

For anden gang i VIA’s historie byder uddannelsesinstitutionen velkommen indenfor i det virtuelle rum. Grundet corona er VIA nødsaget til at holde alle sine campusser fysisk lukkede for eksterne besøgende.

På Campus Aarhus C og Campus Aarhus N er der virtuelt åbent hus tirsdag 1. juni kl. 16-18.30.

Her bliver det muligt for de uddannelsessøgende at logge sig på videotjenesten Zoom og blandt andet høre oplæg om eksportingeniør, byggetekniker, lærer og pædagog på Campus Aarhus C. Plus oplæg om fem forskellige sundhedsuddannelser på Campus Aarhus N.

Til virtuelt åbent hus i Aarhus er der oplæg om studiemiljøet og uddannelserne på VIA’s to campusser i byen. Samtidig bliver der mulighed for at stille spørgsmål til studievejledere og nuværende studerende om for eksempel undervisningsformer, praktik og alt det andet, der fylder, når man skal vælge uddannelse.

»Vi ved fra studiestartsundersøgelser og samtaler med vores studerende, at de unge ofte er meget i tvivl om, hvilken uddannelse de skal vælge. Og det er meget forståeligt, for der er mange muligheder. Men vi ved også, at netop åbent hus ofte kan hjælpe de unge med at blive mere afklarede omkring deres valg,« forklarer prorektor Gitte Sommer Harrits.

Næste ansøgningsfrist til de videregående uddannelser er 5. juli kl. 12 gennem kvote 1.