Fortsæt til indhold

Atter musik i Rønde

MiR har masser af forskellige musikarrangementer linet op til hele sommeren

Samfund
gs

Når Musikforeningen MIR igen kan åbne dørene på Kulturhotellet i Rønde , bliver det til toner fra folkemusikgruppen MOLDE med sanger og sangskriver Maria Molde i spidsen. Gruppen gæster musikforeningen torsdag 3. juni kl. 19.30.

MOLDE er et folkband, der ikke er bange for at dyrke hverdagens eventyrlige sanselighed. De danske tekster kredser om kærlighed, melankoli og inderlighed. Og om den banale men dybe glæde ved at leve og være en del af naturen. Maria Moldes sange er smittende og umiddelbare, inspireret af amerikansk country og bluegrass med afstikkere til den nordiske folke- og visetradition. Sangene er båret frem af Marias lysende vokal, som er blevet sammenlignet med både Alison Krauss og Alberte.

MOLDE består af Maria Molde (komponist, vokal, mandolin), Uffe Holmsgaard Eriksen (guitar, cittern, klarinet), Jonathan Feig (violin) og Jens Rosenberg (kontrabas).

Med på noderne

Inden koncerten vil MiR afholde sin årlige generalforsamling, som blev udsat fra februar p.gr.a. corona-restriktionerne. Den delvise nedlukning i løbet af 2020 vil præge bestyrelsens beretning, men derudover vil der musikmæssigt være nok at glæde sig over i den kommende tid .

I samarbejde med Rønde Handelsstandsforening vil MiR afvikle ’Lørdagsmusik i Bjergbyen’ fem lørdage i juli kl. 11-13 på torvet mellem Kulturhotellet og Bodega ’Kringlen’ og på den sidste fredag i august vil Byparken lægge græs og teltpavillion til en musikaften med forskellige indslag og bandet ’JohnMogensenLive’ som aftenens højdepunkt.

»Efter at have ligget i dvale i alt for lang tid er musikforeningen ved at komme ’med på noderne’ igen og rytmen genfundet,« udtaler musikforeningens formand Bøje Nielsen i en pressemeddelelse.