Fortsæt til indhold

Skraldegruppe indgår samarbejde med McDonald's

Samfund
jg

En gruppe af hverdagens helte i Skjoldhøj Sogn, som hver anden uge mødes for at samle affald i Hasle Bakker og Skjoldhøjkilen, har indgået et samarbejde med McDonald’s om at mindske emballage smidt i naturen.

Folkene fra Skraldegruppen Hasle Bakker og Skjoldhøjkilen finder meget emballage smidt i naturen samt på veje og stier, når de er ude at gå. Blandt andet fra McDonald’s. Det har fået gruppen til at tage kontakt til fast food-restauranten i Tilst, som ifølge Inge Rasmussen og Per Bent Larsen fra Skraldegruppen er enige i, at der bliver smidt for meget emballage i naturen.

De to parter er nu nået til enighed om at lave et forsøg, hvor gruppen vil være at finde ved McDonald’s i Tilst. Her vil de indbyde til en kort snak med restaurantens kunder, mens de holder i kø til afhentning af take-away-mad for at finde ud af, hvad kunderne gør ved emballagen, når de har spist.

Skraldegruppen Hasle Bakker og Skjoldhøjkilen vil være at finde ved McDonald’s på Havkærvej 116 i Tilst for første gang fredag 4. juni fra kl. 18.00.