Fortsæt til indhold

Børn ladede op til sommerferie

Voerladegård Børnehave rykkede for andet år i træk ud i grønne omgivelser med ro og fred.

Samfund

»Mette, må jeg ikke godt få støttehjulene af?« spørger femårige Sebastian.

»Jo, men jeg har ikke værktøjet med lige nu.«

Der var bogstavligt talt højt til loftet i de sidste seks uger op mod sommerferien for børn, forældre og personalet i Voerladegård Børnehave, også kaldet Eventyrhulen.

Nu bruger ungerne ligeså gerne muldtoilettet, så er de fri for at gå så langt ned til klubhuset
Mette Vølund, pædagog
Sådan kan det også siges ...

Spejdernes fede område

Alle var rykket ned i skoven udenfor byen, hvor spejderne har deres område.

»Da restriktionerne ramte os i 2020 under coronaen, fandt vi på at passe børnene her, hvor forældrene også kunne komme tættere på,« fortæller pædagog Mette Vølund, som er en af de faste seks medarbejder, som klarer de 43 børn i alderen tre år til skolealderen.

»Vi har to grupper, mulpvarpe og vaskebjørne, som her på arealet blev adskilt af et bånd. Men de største af drengene savnede hinanden, så de sad med passende afstand på hver side af båndet og snakkede.«

Børnehaven i Voerladegård fik en god idé i 2020, da restriktioner begrænsede udfoldelsesmulighederne. Foto: Wulff

Muldtoilettet er tæt på

En spejderlejr kan være primitiv, men det har ungerne klaret helt fint.

»Vi har fodboldens klubhus i nærheden, som vi må bruge til toiletbesøg, og hvis det tordner. Men nu bruger ungerne ligeså gerne muldtoilettet, så er de fri for at gå så langt,« forklarer Mette Vølund.

Nær et bål sidder hendes kollega Hanne og sørger for, at snobrødsdejen bliver gjort klar.

»De er for små til at bage snobrød, så det her kaldes bålbrød.«

Kalder på gentagelse

Næste år vil børnehaven sikkert igen tilbringe seks uger i skoven.

»Børnene falder helt til ro hernede. Der er plads til at være stille og tænksom eller give den fuld gas. Det var lidt hårdt i starten, men børnenes motorik har udviklet sig flot. De kan løbe og klatre meget bedre nu.«

Når middagsluren skal indtages for de mindste, kan de ligge i shelter eller i telt.

»Og bare forældrene har givet dem det rigtige tøj med, så har vi glade børn og god stemning.«

Der bliver malet og tegnet til den helt store medalje, når børnene i disse omgivelser finder ro og fred. Foto: Wulff
Pædagog Hanne fik sammen med ungerne bagt bålbrød i løbet af formiddagen. Foto: Wulff
Børnenes omgivelser i seks uger før sommerferien. Stjernen er et telt, hvor der kan søges ly og skygge. Foto: Wulff